ADHD er også en gave

Efter at have læst bogen ”Sejt med ADHD” sidder jeg med en god mavefornemmelse. Det er en sød lille historie om en pige, der bor sammen med sin mor. Pigen er 11 år gammel og har ADHD. Ud over diagnosen beskrives hun også som en kreativ og sød pige, der gerne vil det bedste.

Gennem bogen bliver vi præsenteret for de små problemer, pigen løber ind i i sin dagligdag. Det er problemer med overblik, at hun føler sig misforstået, har svært ved at hæmme impulser og meget andet. Det er typiske ADHD-problematikker, der bliver præsenteret på en rigtig god måde i et stykke skønlitteratur. Jeg kommer faktisk til at føle med pigen og kan godt sætte mig ind i hendes frustrationer på en ny måde. Og det til trods for at jeg har læst rigtig meget faglitteratur om ADHD.

Det er et godt tegn. For hvis jeg vil bruge bogen som højtlæsningsbog, vil det sandsynligvis vække børnenes empati også. Og det er et godt grundlag for samtale på klassen.

At der er valgt en pige i romanen, er intentionelt fra forfatternes side, da pigerne ofte ikke har fået fokus i litteraturen om ADHD, hvor der er en overrepræsentation af drengeproblematikker generelt. Da der ikke er så mange bøger, der behandler ADHD i skønlitterær form og de problematikker, der er i dagligdagen, så elegant som her, så er det en anbefalelsesværdig bog.

Bogen vil egne sig godt til oplæsning i en specialklasse eller en klasse, hvor en elev med ADHD er inkluderet. Bogen vil give gode emner til samtale på klassen. At der er en lille liste med gode råd bagerst i bogen, virker dog en smule påklistret. Listen skulle have været mere uddybende efter min smag, hvis den overhovedet skulle have været der.

Men det, der er rigtig godt ved bogen, er det positive udgangspunkt. Bogen beskriver de styrker, pigen også har, på trods af sin ADHD. Pigen i bogen får faktisk en masse gode ideer og er meget kreativ i billedkunst. Det synes jeg er befriende, da der ellers i dansk skolevæsen meget tit er fokus på, hvad eleven ikke kan. Lad os i stedet starte med det, eleven kan, så når vi meget længere, kunne vi med rette antage.