Anmeldelse

Motivation

Genialt og helt banalt om elevernes motivation

Denne fremstilling af motivationspsykologiske tendenser er i sin enkelhed et glimrende pædagogisk formidlingsarbejde, som bringer lærerne i folkeskolen i centrum.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne bog er ikke særlig omfattende. Den er skrevet i et enkelt, letlæst og levende sprog. Den er underholdende - god og enkel formidling. Forfatteren kan omsætte det komplicerede, uden at det bliver populistisk og forenklet. Den minder mig om gode højskoleforedrag af stjerner som Tage Skou-Hansen, Niels Højlund, Knud Hansen og Ebbe Kløvedal Reich.

Fakta:

Titel: Motivation

Forfatter: Dorte Ågård

Pris: 149

Sider: 89

Forlag: Frydenlund

Men det er umagen værd at give sig god tid til at arbejde med denne enkle bog og bruge den som en guide, når det gælder motivation af elever i folkeskolen. Den teoretiske fremstilling bliver stadig efterfulgt af anvendelige forslag til praksis. Den er ikke belastet af kryptiske modeller og tirader af abstrakte redegørelser, hvis formål ofte er at imponere forskerkolleger.

Det er tankevækkende at læse det indledende overblik over motivationspsykologiens historie. Den absolutte, evidensbaserede sandhed skifter fra årti til årti - fra Hulls og Skinners teorier, der ud fra deres vidensskabssyn kom frem til, at motivation udelukkende opstår ved ydre påvirkning - over beskrivelsen af humanistisk psykologis tro på den indre drivkraft som det centrale. Endelig bevæger vi os frem mod selvbestemmelsesteorier repræsenteret ved Ryan og Deci. Det afgørende for motivationen er nu blandt andet en følelse af et tilhørsforhold, selvbestemmelse og oplevelse af at være kompetent.

Forfatterens opfattelse kombinerer teorier om ydre og indre motivation, men hovedvægten ligger på indre motivation: interesse, lyst, indre tilfredsstillelse, leg og nysgerrighed. Men det er en illusion at tro, at al læring kun kan ske lystbetonet.

Bogen bygger på en ph.d.-afhandling om motivation og læring i gymnasiet. Resultaterne herfra er omformet, så de har et mere generelt sigte og derfor også henvender sig til lærere i folkeskolen.

Set i lyset af folkeskolereformen er det interessant, at skoleerfaringer og lærerens personlighed ifølge denne bog er de altafgørende faktorer i børnenes læring og motivation. Positive skoleerfaringer og oplevelser af at kunne magte egen læring styrker motivationen, og det er af stor betydning, at lærerne har skabt et godt forhold til eleverne, så de har lyst til at efterligne lærerne og den måde at arbejde på, de efterspørger.

Og hvilken relevans har bogen set i sammenhæng med skolereformen? Ifølge selvbestemmelsesteorier modarbejdes den motivationsfremmende indrestyring, hvis lærerne i for høj grad søger at forstærke læringen med incitamenter som karakterer, trusler, test, rangordning og hurtige, målbare resultater. Voldsom ydrestyring fører til overfladelæring og fragmenteret viden, der hurtigt glemmes og udelukker dybdelæring.

”Det nye fokus på målretning og motivation er et problem, fordi det belaster de unge og reducerer dem til fremtidige soldater i konkurrencestatens hær, hvor uddannelse dermed ikke længere er et mål i sig selv, men bliver en disciplineringsteknologi”. De voldsomme psykiske belastninger ved denne konkurrencementalitet giver nogle elever så store problemer, at de dropper ud.

Lyder det banalt? Mange af bogens synspunkter er fremsat før, men som det fremgår af min fremstilling, har denne bogs synspunkter og beskrivelser af forskning inden for motivationspsykologi og dens praksisnære handlingsforslag fået ny aktualitet i forbindelse med debatten om skolereformen. Derfor kan jeg anbefale denne glimrende bog.