Anmeldelse

Læseforståelse

At blive læser

Bogen her burde være obligatorisk læsning for læsevejledere. Og den indeholder vigtig viden for alle undervisere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Carsten Elbro, og gruppen af forskere omkring ham, har været med til at dokumentere, hvor vigtigt det er for læseudviklingen, at børn bliver sikre afkodere. I denne bog har forfatterne fokus på læseforståelse. God læseforståelse er afgørende for læring i de fleste fag i skolen, og når man vil lære nyt i det hele taget. Læseforståelse kræver mange forskellige færdigheder.

Fakta:

Titel: Læseforståelse

Forfatter: Jane Oakhill, Kate Cain, Carsten Elbro

Pris: 275

Sider: 218

Forlag: Hans Reitzels Forlag

I "Læseforståelse - indsigt og undervisning" bliver læseren præsenteret for den eksisterende viden om læseforståelse. Ordafkodning og sprogforståelse udvikles ikke parallelt. Der skal meget forskellige aktiviteter til i undervisningen for at støtte hver af dem, og der er ikke tradition for at se på udviklingen af sprogforståelse i et perspektiv fra indskoling til udskoling, men det er nødvendigt.

En god læser skal kunne danne en passende mental model. En mental model er det billede, som læseren danner i hovedet. En god læser skal kunne genkende ordene i teksten og kende deres betydninger og relevante associationer. Læseren skal kunne forbinde teksten med sin forhåndsviden og drage inferenser om det, der står mellem linjerne. Derudover skal læseren løbende være opmærksom på sin forståelse - føre kontrol med sin forståelse.

At blive en læser, der magter alle disse færdigheder, kræver undervisning. Forfatterne peger på, at det er en betydelig hjælp for eleverne at være undervist i teksters opbygning, at have et indgående genrekendskab. Den undervisning skal starte fra begyndertrinnet.

"Læseforståelse - indsigt og undervisning" er obligatorisk læsning for læsevejledere og vigtig viden for alle undervisere.