Debat

Efter Lov 409

Lov 409 har kun knap 4 måneder tilbage af sit kontroversielle liv, så hvad er problemet? Det er Lov 409’s testamente. Selv efter sin bortgang vil Lov 409 skabe problemer, og vi er ikke i petitesseafdelingen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lockouten af lærerne i foråret 2013 blev iværksat af KL og afsluttet af folketingets flertal, som greb ind med Lov 409. Siden da har landets folkeskolelærere m.fl. ikke arbejdet under en overenskomst, men under denne midlertidige lov, som fastlægger alle vilkår for deres arbejde, og som udløber, når marts 2015 bliver til april. For netop 1. april 2015 er det planlagte ikrafttrædelsestidspunkt for ny overenskomster mellem KL og staten på den ene side og de offentligt ansatte, herunder lærerne, på den anden side af bordet. Og hvad sker der så på lærerområdet? Kan parterne finde hinanden, eller er der lagt op til en variant af foråret 2013?

Lov 409 og dens tilblivelsesproces er ikke noget kønt syn. Loven tilgodeser ensidigt den ene parts interesser, nemlig arbejdsgiversiden. Folketingets flertal tilsidesatte fuldstændigt alle gængse principper for lovgivningsmagtens indgreb i overenskomstforhandlinger, fordi man selv havde store arbejdsgiverinteresser på statens vegne. Disse interesser faldt helt sammen med KL’s interesser. Finansieringen af folkeskolen er jo både et kommunalt og et statsligt anliggende. KL og staten havde i hele forløbet tæt kontakt til hinanden, fra forberedelsen af forhandlingerne og via forhandlingssammenbrud, lockout og til lovindgreb. Meget foregik på møder bag så lukkede døre, at kun deltagerne i møderne kender til mødernes indhold, konklusioner eller aftaler. At der på et reelt plan var enighed, en strategi og en mere eller mindre detaljeret drejebog, er de færreste vist i tvivl om. Selv på et formelt, ydre plan, demonstrerede man dette. KL deltog officielt i forberedelsen af Lov 409, lærerne blev ikke inviteret, hørt eller endog orienteret.

Folketingets ombudsmand var ude med en mistanke om aftalt spil og hemmeligholdelse af indholdet af møder mellem KL og ministerium. Lærerne kritiserede den ensidige inddragelse af den ene part i forberedelsen af Lov 409, og i november i år kom FN med en uhørt skarp kritik af den danske stats rolle i forløbet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Man skulle have inddraget Lærerforeningen i udarbejdelsen af Lov 409, og der var for tæt samarbejde mellem regeringen og KL i forbindelse med lockouten. Det konkluderer FN-organisationen International Labour Organization (ILO), som anmoder om at blive holdt opdateret om de kommende overenskomstforhandlinger.” (Folkeskolen.dk).

ILO er udenforstående og har som trepartsorgan en neutral status i forhold til konflikten, og de støtter langt henad vejen DLF på to afgørende klagepunkter." (Arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand).

Det var en uanstændig magtdemonstration af en offentlig arbejdsgiver, og vi blev end ikke informeret og inddraget.” (Lærerformand Anders Bondo Christensen).

At man på denne måde planlægger en særlig lovgivning hen over en fri overenskomstfornyelse – og så oven i købet laver et regeringsindgreb, der er nøje afstemt med arbejdsgiversiden, uden at lønmodtagerne får lov at deltage – det er så ensidigt og lusket, som det overhovedet kan blive, og jeg kan ikke mindes nogensinde at have set noget lignende.” (FOA-formand Dennis Kristensen).

Sammenfattende arbejder lærerne nu efter Lov 409, som både i substans og tilblivelse opleves som et koordineret og længe forberedt overgreb, af nogle kaldt angreb eller overfald, på både lærernes arbejdsvilkår i det daglige og – bestemt ikke mindst - på deres ret til at have en fagforening, der forhandler og indgår aftaler på deres vegne.

De konkrete resultater er indtil videre blandt andet øget sygefravær, stress og regulær lærerflugt. Nogle steder har man lykkeligvis indset, at man må finde fælles forståelse med lærerne og fraviger om ikke bogstav, så dog ånden i Lov 409. Lykkeligvis, men generelt har man kun afværget de værste virkninger. På den anden side står KL og regering, der i en ny fortolkning af ordet bruger ’normalisering’ om situationen. Hvordan man kan bruge begrebet om en så unormal situation står hen i det uvisse. I folkeskolens nyere historie er det normale, at lærerne arbejder under aftalte vilkår, og også sammenlignet med andre grupper på arbejdsmarkedet i 2014 er det alt andet at arbejde efter en lov i stedet for en aftale. At arbejdsbetingelserne iøvrigt i dette efterår på de danske skoler skulle være normale vidner vist også om et så ekstremt rummeligt normalitetsbegreb, at alt ville kunne falde ind under det. Men KL og regeringen signalerer upåvirkelighed og fasthed - man har nu har fundet vejen frem. Man kan dog gå med til, at der er visse ’implementeringsudfordringer’, ligesom undervisningsministeren hyppigere end tidligere giver ansvaret for tingenes tilstand videre til kommunerne eller endda skolelederne.

Lov 409 har altså kun knap 4 måneder tilbage af sit kontroversielle liv, så hvad er problemet? Det er Lov 409’s testamente. Selv efter sin bortgang vil Lov 409 skabe problemer, og vi er ikke i petitesseafdelingen.I overenskomstforhandlinger går man normalt ud fra det bestående og forholder sig til ændringsforslag hertil. Det bestående er jo udtryk for en tidligere opnået enighed og derfor et konstruktivt udgangspunkt, og ofte giver det god mening, at der skal enighed til at komme videre fra det fælles udgangspunkt. Det ovenfor beskrevne forløb er et eksempel på en klar undtagelse fra dette generelle princip. Folketingets flertal skar netop ikke igennem og fandt et kompromis med udgangspunkt i den arbejdstidsaftale, parterne to år tidligere var blevet enige om. Folketingets flertal ophøjede den ene sides radikalt nye ønsker til lov.

Men lur mig, om ikke KL og staten i de kommende forhandlinger har overvejet konsekvent at genindføre det princip, man lige så så konsekvent fraveg ved forhandlingerne i 2013. Lur mig, om ikke man har overvejet at insistere på, at udgangspunktet for forhandlingerne er de nugældende vilkår, nemlig, rigtigt gættet – Lov 409. Man vil så overse den detalje, at der ikke er tale om et fælles udgangspunkt, og henvise lærerne til ikke at hænge fast i fortiden, at kravle ned fra træet, at komme ud af hængekøjen, ikke at være sure, at komme ind i kampen, ikke at stå på sidelinjen og at male sig op i et hjørne. Man prøver at se billedet for sig.Netop her viser det måske mest giftige element i Lov 409 sig. Det er svært at forudsige overenskomstforløb, men man er nødt til at opstille mulige scenarier. Lærerne risikerer at få valget mellem at underskrive en overenskomst, der stort set er identisk med Lov 409, eller at gå ind i en ny konflikt – denne gang med et krav om noget substantielt helt anderledes end udgangspunktet, nemlig Lov 409. Denne gang ikke med udsigt til en lockout iværksat af modparten, men en ’selvvalgt’ strejke med løntab, tomme skoler og et helt andet udgangspunkt for folkelig opbakning end i 2013. Og med en modpart, som erfaringsmæssigt kan orkestrere forløbet, så det alligevel ender med et lovindgreb lige efter KL’s og statens hoved. Man kan jo i et lovindgreb ’lytte til kritikken fra 2013’ og dreje 180 grader ved at følge princippet om, at hvis der ikke er enighed om noget nyt, ja så lægger man sig op ad det bestående…

Naturligvis er dette dilemma, der er som skabt til at sætte lærerne i en meget vanskelig situation i de forestående overenskomstforhandlinger, kalkuleret allerede for flere år siden, da KL og statens forhandlere koordinerede forløbet. KL og staten har aldrig signaleret andet, end at man var ’stålsatte’ og klar til at ’gå hele vejen’. Måske har man endog kalkuleret sig frem til, at lærerne i stærkt svækket tilstand i foråret 2015 ikke havde noget alternativ til friktionsløst at ophøje Lov 409 til en egentlig overenskomst. Det kan man overhovedet ikke tage for givet. En underskrift af Danmarks Lærerforening på et forhandlingsresultat, der ligger tæt på Lov 409, forudsætter, at medlemmerne ikke stemmer det ned. Er det overhovedet et realistisk scenarium, at et flertal stemmer ja til den virkelighed, der pt har ramt deres arbejdssituation? Og dermed blåstempler det, de var ude i en arbejdskamp for at forhindre? Og som de hver dag kan se giver problemer for undervisningens kvalitet, elevernes udbytte og deres eget arbejdsliv? KL og staten ville selvfølgelig elske, at lærerne afskar sig fra fremtidig kritik af de nuværende forhold, men det får man næppe lærerne med på. Lærerne er hverken dumme eller knækkede! Mere sandsynligt er det, at nogle lærere vil stemme nej, mens andre i forståelig, dyb mistillid til modparten og til selve forhandlingssystemet vil vise dette ved at boycotte afstemningen. Normalt sætter man sig uden for indflydelse ved ikke at stemme. Hvis afstemningen ikke er reel, og ens stemme bliver brugt mod hensigten, kan en blank stemme dog give mening, ikke mindst, hvis man samtidig kommer til orde på andre måder. Og i disciplinen at komme til orde er jeg helt tryg ved lærerne. Et muligt scenarium er, at der er flere nej-stemmer end ja-stemmer, men at der på grund af afstemningsreglerne ikke er nej-stemmer nok til at forkaste resultatet. En fremtvungen situation, hvor en blank stemme giver mest mening, er et symptom på virus i de demokratiske rettigheder og spilleregler, som vi ellers mest hører om fra fjerne lande. Det ville være svært for KL og regeringen at tage et sådant resultat til indtægt for, at lærerne nu ser sig som arvinger til Lov 409s testamente. Det ville derimod være startskuddet til endnu en uskøn og problematisk periode på et tidspunkt, hvor folkeskolen har brug for opmuntring.

Det er vanskeligt at se, hvordan lærerne kan løse situationen. De har valget mellem pest eller kolera. Løsningen ligger hos dem, der har skabt situationen, nemlig KL og staten.

Spørgsmålet er, om KL og staten fortsat ser det som et mål at knække lærerne som gruppe, hvilket har vist sig umuligt indtil nu. Tværtimod er Danmarks Lærerforening som forening på mange måder kommet styrket ud af de seneste 1½ år. Lockouten styrkede sammenholdet, foreningen gik langt fra bankerot, og medlemmerne ved godt, hvor ansvaret for tingenes tilstand skal placeres. KL’s og regeringens fortsatte angreb på DLF rammer ikke foreningen som sådan på faretruende måde, men de enkelte lærere og dermed elever betaler en høj pris. Det rammer Danmarks Lærerforening, som det rammer kolleger, elever og forældre, hver gang en lærer går ned med stress, og jeg har heller ikke hverken KL eller regeringen mistænkt for at ønske dette. KL og regeringen må bare indse, at det er her, Lov 409 og krigen mod Danmarks Lærerforening rammer.

Skolens ejere, kommunerne og staten, har hovedansvaret for skolernes drift og resultater, og omkostningerne er store ved en fortsat krig. Flere generationer af lærere opbygger en dyb dyb mistillid, sygefraværet stiger, og et rekrutteringsproblem står lige for. Der arbejdes på et grundlag af tvang i stedet for dialog og fælles løsninger. Selv den bedste skoleleder kan ikke trylle gode løsninger frem, hvis kommunen kører strikt efter Lov 409 og et endnu mere barberet skolebudget i forhold til opgavens omfang. Lærerne løber ikke fra deres ansvar for eleverne, endsige sygemelder sig i protest, men mange kan helt enkelt ikke holde til den nuværende situation i måneder og år. Forældrenes reaktioner vil tiltage, og ansvaret for udviklingen kan vanskeligt tørres af på lærerne. Selv hvis man alene måler folkeskolens succes på PISA-målinger og opininonsmålinger, må man være bekymret. Hvem ville for tiden købe aktier i folkeskolen, hvis den var børsnoteret? Ingen ansvarlig virksomhedsejer eller -leder kan leve med det i længden.

Dertil kommer den underminering af det danske aftalesystem, som Lov 409 og ikke mindst dens eftervirkninger er eksponent for. Kan en socialdemokratisk regering fortsat stå i spidsen herfor og være under observation af FN for overtrædelse af grundlæggende regler i et moderne samfund? Kan de andre partier i folketinget være med på vognen? Vi taler om regler, som vel at mærke er i alles interesse som alternativ til uregulerede forhold på arbejdsmarkedet. Kun helt ureflekterede arbejdsgivere med kortsigtede og snævre interesser foretrækker et arbejdsmarked uden nogen at indgå vilkårsaftaler med. At et dansk folketingsflertal i foråret 2013 kunne se en interesse i at undergrave det danske aftalesystem er, set i et større perspektiv, dybt forunderligt og foruroligende. Jeg håber, at evaluering, analyse og eftertanke vil medføre en mere dansk holdning i folketinget, næste gang finansministeren og KL som arbejdsgivere ønsker ensidigt at gennemtvinge vilkårene på arbejdsmarkedet ved lov.

Det har været på tale, at lærerne skulle have en undskyldning for ’matchfixingen’. Undskyldninger er et overdrevent politisk modefænomen. Det er langt vigtigere, hvad politikere gør, end hvad de siger. De siger så meget, men skal måles på deres handlinger. Langt mere konstruktivt og fremadrettet ville det være, hvis KL og regeringen – bare internt - så i øjnene, at man ikke vinder krigen mod lærerne, men at hver dag gør det vanskeligere at vinde freden, og at der ikke skal mere af det samme til. Der skal ske noget nyt. Det bedste tidspunkt for KL og staten at skifte kurs i en mere konstruktiv retning er lige nu, inden ufrugtbare overenskomstforhandlinger låser parterne i en ny, flerårig og umulig situation. Ja, der er et folketingsvalg på vej. Ja, man er ved at implementere den folkeskolereform, som regeringen har lagt så meget prestige i. Begge dele ville man ved traditionel tænkning fra en politiker eller en spindoktor se som barrierer for at gøre noget effektfuldt ved lærernes arbejdssituation nu; men tænk, hvis man så utraditionelt på situationen og åbent erkendte, at man er blevet klogere og har set, at noget må ske for at få reformen og folkeskolen rettet op! Det kunne gøre en forskel.Alternativet er ubærligt for eleverne, folkeskolen og lærerne.

Kære KL og regering! Gør mine forudsigelser til skamme -  ikke i ord, men i handling. Men gennemfør ikke ændringer egenrådigt, gør det i et samarbejde. Så må I for min skyld godt tage hele æren!

Niels Kjeldsen