Anmeldelse

Et hul i himlen

Drømmene overvinder angsten

En optimistisk historie i dramatisk form om, hvordan drømmene og fantasien sejrer over en lammende angst for det uvisse. Den skal opføres som teater af eleverne og giver også plads til improvisation.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et voldsomt glimt over en søvnig landsby. Et hul i himlen gaber faretruende. Og en voldsom angst opstår blandt landsbyens indbyggere. Hvordan kan hullet være opstået? Hvem står bag? Angsten breder sig til hele landet. Forskellige forklaringer, fortolkninger og modforholdsregler mobiliseres imod den truende fare. Er det væsener fra det ydre rum, der vil bruge hullet til at erobre hele jorden? En forsker mener, at hullet skyldes, at vi igennem mange århundreder har sendt alt for mange forfærdelige tanker op i luften.

Fakta:

Titel: Et hul i himlen

Forfatter: Marie Markvard Andersen

Pris: 148

Sider: 83

Forlag: Drama

En general går på jagt efter terrorister. Han anholder en uskyldig løvetæmmer i et omrejsende cirkus og får ham dømt til døden for terrorisme. Og der bygges mure op til beskyttelse af borgerne, så de knap nok kan bevæge sig i deres landsby mere.

Redningen fra angstpsykosen kommer fra en cirkusprinsesse, det bringer alt i den skønneste lykke og harmoni. Budskabet er ikke til at misforstå. Men handlingen er fuld af dramatik og spænding, og den indbyggede kritik af hysterisk oppiskning af fjendebilleder, når angsten for alt det ukendte og truende rammer, er skildret levende og overbevisende.

Hæftet er et manuskript til drama. Det er en hjælp til skoler og foreninger, der gerne vil sætte et teaterstykke op. Men forfatteren har med dette hæfte ønsket at udvikle en ny type manuskript, hvor der er en fastlagt handling og dramaturgi, men også muligheder for medskaben af dramaet undervejs.

Således er der passager, hvor dialoger, scener og tableauer er antydet, og som skaber rum for deltagernes fantasi.

En optimistisk og naiv historie, som er enkel i sine virkemidler og velegnet til opførelse i skoler og foreninger.

Powered by Labrador CMS