Haiku er ingen bagatel i danskundervisningen

”Et haiku skal udtrykke så meget som muligt. I princippet er et haiku en stor verden i en lillebitte nøddeskal, en lille hjerne, der afspejler verdensaltet i sine 17 stavelser.”

Forfatteren til denne lille bog skriver selv haikudigte og gennemgår den historiske baggrund for genren og det oprindelige udgangspunkt i zenbuddhismen. De klassiske japanske haikudigtere præsenteres i et historisk tilbageblik, og eksempler på deres digte bringes.

De klassiske haikudigte beskrives som én fastfrysning af et flygtigt øjeblik, en slags litterært foto, der omhandler et følelsesmæssigt nu, et sekund, der forbinder den indre natur (den menneskelige) med den ydre (naturen).

Haikudigtet, som indleder denne anmeldelse, er repræsentativ for forfatterens holdning: I den korte form skal så meget som muligt rummes i en form, der er så koncentreret og intens som muligt.

I bogen gennemgås en række undergenrer. I Danmark er interessen for at skrive haikudigte stor – også i undervisningen. Men man må her i landet finde sin egen form for haikudigte, som passer ind i vores kultur. Blandt de mange undergenrer, der gennemgås, kan nævnes de metapoetiske, de surrealistiske, de modernistiske, de klassiske japanske og de humoristiske haiku. Forfatteren bruger sine egne haikudigte som eksempler i forbindelse med præsentationen af de forskellige genrer.

I forslag til undervisningspraksis er der eksempler på skrivemetoder og arbejde med oplæsning og billeder. Bogen sluttes af med en lille poetik om haiku. Den er ikke omfangsrig, men kan alligevel give inspiration til dansklærere i flere skoleformer. Gennemgangen af haikudigtene illustrerer på udmærket måde poesiens væsen og er egnet til at igangsætte en skriveproces.

Det er ikke nogen dårlig ide at dvæle i øjeblikket midt i kompetenceracet.

”De bedste digte

Opstår netop der

Hvor jeg savner ord”

Fra ”Haiku af Bo Lille”