Jeg vil argumentere for, at tidens sundhedsfaglige fokus på smagen ligger i forlængelse af opkomsten af en fiks idé om såkaldt sund livsstil. Dertil at dette blot er et symptom på en mere generel tendens, der drejer sig om, at mennesket i vor samtid har fået et lidelsesfuldt forhold til livets uundgåelige ubehageligheder, som man meget nødigt ”smager på”. Kunne det dog tænkes, at man herved ikke får smagt på hele livet og går glip af noget væsentligt – også i forhold til sundheden?

Opkomsten af sund livsstil som fiks idé

Det er en oldgammel tanke, at der er nære sammenhænge mellem levemåden og helbredet; herom vidner diætetikkens og hygiejnens idéhistorie. I nyere tid har denne tanke imidlertid fået en renæssance under betegnelsen ”sund livsstil”. Inden for sociologien vises der oftest tilbage til Weber og Simmel og således til starten af det 20. århundrede, når livsstilsbegrebet sættes på dagsordenen. Den mere specifikke kobling mellem sundhed og livsstil vinder dog først for alvor indpas inden for det sundhedsfaglige område i kølvandet på sociologisk inspirerede studier af forholdet mellem fysisk helbred og habituelle sundhedspraksisser i begyndelsen af 1970’erne. Siden da er fokus på sund livsstil skyllet som en tsunami ud over det sundhedsfaglige område.

Og sundhedsbølgen har også ramt den brede befolkning med en så omfattende kraft, at såkaldt sund livsstil på adskillige måder kan siges at være blevet en fiks idé. For det første som en fiks idé i betydningen af en forestilling om noget entydigt beundrings- og efterlevelsesværdigt. Det er blevet fikst at være sund, og dertil er det blevet moralsk rigtigt! Det sunde udgør med andre ord et æstetisk og moraliserende ideal for den rette levemåde. For det andet som en behændig forestilling man kan påkalde sig til problemløsning: ”Den fikser vi med sund livsstil!”. Hvis man dog bare kunne få den enkelte til at leve sundt og ulasteligt, så ville det fælles ikke blive belastet med alskens sociale og økonomiske problemer. For det tredje er sund livsstil blevet et fikseringspunkt, der kan fastholde og til stadighed udvide fokus på alle de mange områder af livet, der må gribes ind i med blikket fæstnet mod sundhedens ledestjerne og bajonetten rettet mod årsagerne til alskens former for såkaldte livsstilsygdomme. Alle tre punkter antyder, at sund livsstil måske netop også er blevet en fiks idé i betydningen en overdreven forestilling, som det er svært at løsrive sig fra.

Livsstil og smag

Der er for alvor gået smag og sanselighed i tidens forsøg på at fremme den sunde livsstil. Det er på mange måder helt forståeligt. To forhold skal her trækkes frem.

1) Folk kan eller vil angiveligt ikke leve livet tilstrækkelig sundt efter sundhedens målestok. Oplysning om fordele ved sund livsførelse, men nok mestendels om ulemperne og risiciene ved en usund ditto har ikke haft den ønskede virkning. Det har simpelthen vist sig vanskeligt at tale til folks fornuft. Og det kan (selv om der her er store forskelle i de små nuancer) for en sundhedsfaglig bevidsthed let tage sig ud, som om folk simpelthen ikke kan tales til fornuft og ikke har forstået, at det jo er til deres eget bedste. Folk har generelt udvist non-compliance, som man siger i sundhedsfaglig jargon. Nye strategier har måttet udtænkes, hvilket fører os til næste forhold.

2) Der er tætte sammenhænge mellem smag og livstil, som også kan adresseres og anvendes strategisk i sundhedsfremmende øjemed. Livsstilsændringer handler i bund og grund om tilvænnet smag – ’acquired taste’ som det hedder på engelsk. Livsstil lader sig nemlig forstå som en af hhv. til vane gjort smag. Man har gennem vanen vænnet sig til at finde behag ved noget (fremfor noget andet) og det i et sådant omfang og på så talrige områder af livet, at det sætter sig igennem som en egentlig livsstil. Og dette forhold mellem smag og stil synes man for alvor at have fået øjnene op for inden for det sundhedsfaglige område. Så når folket åbenbart ikke kan eller vil tales til fornuft og ikke kan eller vil deres eget bedste, tja, hvorfor så ikke hjælpe dem på vej, give dem et lille puf i det sundes retning og forsøge at hjælpe dem med at vænne smagen til at finde behag ved det sunde (og ubehag ved det usunde). Sagt på en anden måde, så kommer vejen til den sunde livsstil til at gå vejen over smagens tilvænning til det sunde.

Smag og behag

Smagssansen er dybest set en formåen til at skelne mellem det behagelige og ubehagelige. Det er smag og behag, som man siger, hvormed det også antydes, at der med smag ikke blot tænkes på tungens.  Tanken i tiden synes at være den, at ikke blot fore- og fremstilles den sunde livsstil som behagelig, men at også selve tilvænningen hertil skal være det. Tilvænningen skal, anbefales det nu fra officielt hold, foregå via små skridt, man selv har lyst til, og som man kan fortsætte med på lang sigt. Og det gælder om at gøre det attraktivt og muligt for alle befolkningsgrupper at vælge en sund livsstil. Tilvænningen skal ikke ’nurses’ frem, men ’nudges’ for så foregår det ubemærket og følgelig ikke ubehageligt. Og hvorved man så netop heller ikke får brug for lidt pleje og omsorg, hvilket kun er noget, man trænger til, når man støder på ubehageligheder. Men ubehagelig det må hverken den sunde livsstil eller tilvænningen hertil være nu til dags. I begge henseender skal det være behageligt, sjovt, underholdende, let, lyst- og frydefuldt. Den sundhedspædagogiske strategi har vendt sig mod og orienterer sig i stigende grad efter mantraet ”lyst til sundhed”. Der er adskillige problemer med denne tendens, her skal blot to fremhæves.

1) Der er tale om en overgribende samfundsmæssig falsk bevidsthed. Det er med andre ord en fejlagtig, foregøglende forestilling, at sund livsstil og tilvænningen hertil er, kan og bør være udelukkende behagelig. Det kræver ganske simpelt en god portion hårdt arbejde, viljestyrke og vedholdenhed at tage vare på sit helbred. Dette ikke mindst i et overflodssamfund, hvor fristelserne synes allestedsnærværende, og hvor det faktisk også ville være synd og skam ikke at lade sig friste nu og da. Ydermere, med en alt for omfattende prægning af smagen for det sunde risikerer man at snige en udpræget afsmag for ikke blot det usunde, men også de usunde ind ad bagdøren. Den sunde livsstil bliver med andre ord en moralsk standard, som kan anvendes til såvel direkte som indirekte at banke de, der ikke retter sig ind efter den angiveligt rette levemåde, oven i hovedet. Stigmatisering, ulighed i sundhed, ’blaming the victim’ osv. er afarter heraf; og speltmødre, sundhedsfrelste, træningsfanatikere osv. er andre afarter af samme moraliseringstendens. Det måske værste ved denne falske bevidsthed er dog, at den potentielt installerer sundhed som en kollektiv erotisk fetich, der går vejen uden om den enkeltes fornuft, forstand og dømmekraft og ganske simpelt erstatter én begærligs impuls med en anden: Du skal elske det sunde (og ækles ved det usunde)! En sådan tilsidesættelse af fornuft, forstand og dømmekraft udvikler ikke handlekompetence, hvilket ellers har været og vel fortsat er en populær maksime inden for moderne sundhedspædagogik; og det fremmer da slet ikke oplysning, fritænkning og frisind. Handlekompetencebegrebet har sine rødder i myndighedsbegrebet, der med henvisning til Immanuel Kants sammenfatning af oplysningens begreb drejer sig om ikke at lade sin forstand, dømmekraft og fornuft lede af en anden eller for den sags skyld af noget andet, som fx ens tilbøjelighed for det behagelige. Det behagelige er, ja, behageligt, men det er ikke partout godt – hverken for sundheden eller for livet som sådan. Det fører mig videre til næste pointe.

2) Tendensen hænger sammen med utilstrækkelig refleksion over forholdet mellem det sunde liv og det gode liv, der fuldstændigt ukritisk og ublu føjes sammen i ét, ja hvor det sunde endog potentielt overtrumfer det gode, skulle de to endelig komme på kollisionskurs. Sådanne sammenføjninger sker netop i den lyst-, velvære- og ”ha’ det godt”-diskurs, der i disse år kobles, ja gøres stort set synonym med forestillinger om sund livsstil. Men også fra officielt hold som af fx WHO beskrives sundhed i vendinger, der overtrumfer enhver filosofs mod(vilje) til at sætte et godt liv på en kort formel. Hvem kunne ikke ønske sig at være i en tilstand af ’fuldstændig fysisk, mental og social velbefindende’? Det overtrumfer jo nærmest også enhver buddhists vildest drømme om udfrielse fra alle livets lidelser ved overgangen til en evig tilstand af nirvana. Det lille ord ’fuldstændig’ glemmes eller udelades ganske vist ofte i nedsivninger til andre former for brede og positive sundhedsbegreber, men pointe er den samme: Sundhed drejer sig om velbefindende, det vil sige velvære, velbehag, ja eufori på alle områder. Men det er imidlertid mestendels en helt bestemt form for velbefindende, man har i tankerne, når sundheden med henvisning til sådanne idealer søges fremmet. Oftest ligger der enten implicit eller eksplicit en bestemt form for reduktionisme og determinisme bag: Mental og social velbefindende forbliver noget, der forårsages og betinges af – og ikke er i gensidig vekselvirkning med – kroppens fysik. Og når mental sundhed kommer på tale – og det skal jeg da ellers lige hilse at sige, at det er den de seneste år kommet blandt flere teoretiske og praktiske sundhedspædagoger, der er blevet mentalhygiejnens nye frontkæmpere –, så drejer det sig mestendels om at installere et bestemt mindset, hvorunder man kun fattes som handlekompetent, hvis man handler på en måde, der befordrer det sunde. Også her drejer det sig om at få smag for og finde velbehag ved det sunde. Og også her glemmer man de små forskelle mellem at tale til folks fornuft versus at tale dem til fornuft. I sådanne sundhedspædagogiske udlægninger af handlekompetencebegrebet skal forstanden, dømmekraften og fornuften ikke lede sig selv, men først og fremmest lede mod og ledes af sundhedens fikse idé. Og det har altså ikke meget at gøre med det oplysnings- og myndighedsbegreb, som handlekompetencebegrebet har sine rødder i. Og tænk engang, det kunne være, at nogle fik den ”sunde” tanke, at det gode liv ikke blot kan gøres op efter sundhedens målestok. Som Wolfgang Sünkel minder os om i en artikel om diætetik i Historisches Wörterbuch der Philosophie: »Idealet om livet udelukkende efter sundhedens målestok må dog igen og igen gå på akkord med de sociale krav til mennesket. Hvis sundheden bliver absolutistisk, opstår faren for en tyrannisk forarmelse af livet, således at problemet om den rette målestok også må diskuteres etisk«.

Et lidelsesfuldt forhold til lidelse – en ”usund” tendens

Der er en lige linje mellem disse tendenser inden for sundhedsområdet til en række andre tendenser i samtiden. Undervisning skal være underholdende. Ny Nordisk Skole (hvis værdigrundlag – og ikke blot navn – beror på en omskrivning af Nyt Nordisk Køkken, hvis nogen skulle være i tvivl om, at tendenser inden for smag, madkultur, sundhed og bæredygtighed breder sig ud til og flettes sammen med en lang række andre domæner) skal være en sjov skole, der skaber livsduelige mennesker; lur mig dog, om den ikke ender med at blive dødssyg for såvel elever som lærere. Mod ondt i livet ordineres i stigende grad såkaldte lykkepiller. De besværlige, skæve og urolige (de ubehagelige og belastende) fikseres med Ritalin, og lettere piner fikses med Paracetamol. Der tales om det affektive arbejdsliv, hvor den enkeltes begær efter lystfuld udvikling af læring- og livsprocesser bliver et ledelsesmæssigt instrument til effektivisering og økonomisk optimering. Og så videre. Og så videre.

Ovenstående er for mig at se alle symptomer på samme grundlæggende fænomen: Det moderne menneske har et lidelsesfuldt forhold til lidelse. Lidelse, smerte, ubehageligheder, bøvl og besvær er en uundgåelig del af tilværelsen, men vor samtids menneske synes med alle midler at bestræbe sig på at undgå denne del af tilværelsen. Det ubehagelige håndteres ikke, men er i stigende grad blevet et hands-off, som man går uden om frem for at gå konstruktivt ind i og forsøge at få noget meningsfuldt ud af. Misforstå mig ikke, jeg synes ikke, vi død og pine skal opsøge lidelse, ubehageligheder og bøvl. Der er ingen grund til at gøre livet sværere, end det er. Men det befordrer på den anden side heller ikke livsstyrke, modstandskraft, vedholdenhed m.v. at flygte herfra og foregøgle os selv og andre, at alt godt i livet kan fremmes med lyst, leg, behagelighed, velvære osv. Og her vil jeg heller ikke misforstås: Lyst, leg, velvære, fjollerier, pjat, pjank, humor, morskab, festivitas og alskens behageligheder er fantastisk, dejligt, opløftende, sprudlende, herligt, vigtigt – ja livsvigtigt. Det skal vi ikke forsage! Men vi skal heller ikke forsage det potentiale, der ligger i det, der kan forekomme ubehageligt. Det er en indsigt, vi kan finde udtrykt i den pædagogiske filosofis idéhistorie igen og igen, i nyere tids eksistenspædagogik ved fx Otto Friedrich Bollnow, i Viktor Frankls eksistenspsykologi og hos flere andre. Og det er lignende tanker, vi kan finde i Aaron Antonovskys fremstilling af ’oplevelse af sammenhæng’ som afgørende for sundhedsmæssig modstandskraft. Desværre forbliver potentialet for at høste frugterne af sådanne dybere og ofte dyrt købte filosofiske, pædagogisk-filosofiske, eksistens- og almenpædagogiske og -psykologiske indsigter alt for ofte udsigtsløse under de aktuelle pædagogiske og sundhedspædagogiske lystregimer, hvor man mestendels forsøger at afskærme og hermed afskærer mennesket fra det ubehagelige. På sigt kan det imidlertid vise sig at være en dårlig strategi – alment menneskeligt såvel som specifikt sundhedsmæssigt. Så derfor: Smag på hele livet!

----

Denne artikel har tillige været bragt i Næringsstoffet nr. 15 - et blad udgivet af studerende fra Ernæring og Sundhedsuddannelsen ved VIA University College.

Se eventuelt også min artikel på www.turbulens.net: Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er (ikke) sundhedsoplysning? Eller hvorfor den sunde smags dannelse er en svær kamel at sluge? http://www.turbulens.net/temaer/senesteartikler/?article=325