Kalvebod Naturskole står bag et af projekterne, som modtager støtte fra Skolen for Fremtiden. Projketet skal gøre københavnske skoleelever bevidste om skovens udvikling.

Fem bæredygtige undervisningsprojekter belønnes

Fem projekter, som vil eksperimentere med undervisning i bæredygtighed, er udvalgt som vindere af det private initiativ Skolen for Fremtiden. Vinderne får både økonomiske støtte og hjælp til at udbrede de kreative initiativer.

Publiceret Senest opdateret
Som en del af Kalvebod Naturskoles projekt om bæredygtighed, lytter elever fra 7.u på Sølvgade Skole efter fugle med en hjemmelavet retningsbestemt mikrofon.
Elever fra Søndervangskolen i Hammel modtog fredag den 16. maj 217.000 kroner fra Skolen for Fremtiden.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vinderprojekterne inddrager blandt andet rollespil, GPS-udstyr, feltanalyse i nærmiljøet, mini-vindmøller, solcelleanlæg og digitale medier i undervisningen i bæredygtighed.

Bæredygtig undervisning i nærområdet

Søndervangskolen i Hammel står bag et af de projekter, som er blevet udvalgt til at modtage støtte. Projektet modtager fredag 217.000 kroner, og ligesom de øvrige fire projekter, får initiativtagerne professionel rådgivning i at udbrede projektets ideer og erfaringer.

Søndervangskolen sætter fokus på det hybride læringsrum og arbejder med, at undervisningen kan foregå andre steder end i klasselokalet. Skolens elever kommer fra et stort opland, og derfor inddrages hele nærområdet som læringsrum. Lærere og elever har gode erfaringer med at anvende mobiltelefoner som et redskab i undervisningen, og den type undervisning skal projektet videreudvikle ved hjælp af smartphones, håndholdte computere. Det er netop projektets inddragelse af nærområdet og moderne teknik, der ligger til grund for bedømmelsesudvalgets afgørelse.

"På Søndervangskolen ønsker man at udforske og udnytte potentialet i brugen af mobiltelefoner i undervisningen. Projektet tager den moderne teknik og gør den til et redskab, som eleverne helt konkret kan bruge til at skabe ny viden, der samtidig inddrager lokalområdet i et meget bredt perspektiv på tværs af fag og fagområder", skriver bedømmelsesudvalget i begrundelsen.

Undervisningsrummet udvides

På Søndervangskolen glæder initiativtager, overlærer John Klesner sig over prisen.

"Projektets overordnede udgangspunkt er det hybride læringsrum. Vi betragter hele nærmiljøet, og ikke kun skolestuen, som vores læringsrum. I den forbindelse er den håndholdte teknologi anvendelig, når eleverne er ude og lave undersøgelser. I stedet for at resultaterne først tastes ind i regneark, når vi er tilbage på skolen, kan forskellige målinger registreres med det samme, og eleverne kan undres på stedet", siger John Klesner til folkeskolen.dk.

Han fortæller, at projektet indebærer en bred tilgang til begrebet bæredygtighed. For det første er det bæredygtigt, fordi det lærer eleverne om miljømæssig bæredygtig udvikling. Samtidig er undervisningsformen bæredygtig, fordi den digitale teknologi betyder, at de elever, som har svært ved at læse og skrive, i lige så høj grad kan deltage i feltanalyserne som de øvrige elever. Projektet henvender sig til de kommende 7.klasser, og de tildelte midler betyder, at der nu er råd til et klassesæt af de håndholdte computere.

Vindmøller og rollespil får også støtte

Ud over projektet på Søndervangskolen har også fire øvrige projekter modtaget støtte. Det gælder Haldum-Hinnerup Skolen, hvor et projekt sætter fokus på alternativ energi ved hjælp af en mini-vindmølle, en vejrstation og et solcelleanlæg. Kalvebod Naturskoles projekt udbyder et undervisningsforløb til 30.000 skoleelever i Københavns Kommune, hvor feltanalyse og rollespil i skoven skal gøre eleverne bevidste om skovens udvikling. Sofiendalskolen i Aalborg har fået støtte til et projekt, hvor eleverne bruger håndholdte computere og GPS-udstyr til at indsamle miljømæssige informationer i lokalområdet og på den måde få mulighed for at forholde sig til bæredygtig udvikling. Det femte projekt, der har modtaget støtte, er et projekt på Avedøre Skole, hvor YouTube-film, billedbeskeder og hjemmesider inddrages i undervisningen i billedkunst. Målet er at gøre eleverne bevidste om mediepåvirkning og få dem til at diskutere billeders bæredygtighed.