It-værktøjer til at inkludere elever med særlige behov kommer i fokus i tre nye projekter.

Nye it-værktøjer skal styrke inklusionen af elever med særlige behov

Tre nye projekter sætter fokus på, hvordan lærere kan bruge digitale læremidler til at inkludere ordblinde og børn med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser i den almene undervisning. Projekterne støttes af en it-pulje på ti millioner kroner.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et af projekterne retter blikket mod kompenserende it-hjælpemidler til læsesvage elever i grundskolen. Mange kommuner har købt it-rygsække, men der er forskel på, om de tager dem i brug i indskolingen eller på mellemtrinet. Derfor laver forskerne fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet først en spørgeskemaundersøgelse for at afdække procedurerne for at visitere elever til rygsækken.

Trods ny teknologi er det for tidligt at erklære it-rygsækken død

Derefter følger de en gruppe elever i to år, dels for at undersøge, hvordan rygsækken motiverer dem, dels for at se, hvilken effekt den har for deres læse- og sprogudvikling på længere sigt. Projektet involverer Norddjurs Kommune og afsluttes i 2016.

Ny app til læseindlæring baseres på forskningsmæssig viden

I et andet projekt om læsning skal Center for Læseforskning på Københavns Universitet udvikle en app, der kan understøtte læsetilegnelse og undervisningsdifferentiering i 0. klasse.

Der findes allerede en del apps og programmer til læseindlæring på markedet, men de færreste er baseret på forskningsmæssig viden om, hvordan børn lærer at læse. Det afsæt skal den nye app have. Den kommer til at handle om indlæring af bogstaver med særlig vægt på bogstavenes lyde. App'en skal afprøves i kommuner med iPads og skal være klar i 2014.

Elever med ADHD skal have en særlig værktøjskasse

Elever med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser er i centrum i projektet i-Didakt, der løber frem til 2015. Bag projektet står lærerne Hanne Voldborg og Henrik Grum, der har skrevet en master om at bruge it til inklusion af disse elever. Nu skal de udvikle redskaberne i et projekt under Aalborg Universitet og i samarbejde med Horsens og Favrskov Kommuner, hvorefter den endelige afprøvning sker i Herning Kommune.

LinkLærere skaber grundlag for pædagogisk it-værktøj til ADHD-elever

Hanne Voldborg og Henrik Grum skal blandt andet udvikle en 'toolbox', som kan sættes sammen, så den passer til den enkelte klasse, elev, lærer eller forældres behov i forhold til inklusion.

Makkerparret vil prøve at hænge billeder med forskellige motiver op i klasselokaler, men når man skanner billedet med sin telefon eller tablet, toner reglerne for lokalet op på skærmen: Skal man arbejde i grupper, er det tavleundervisning, må man stille spørgsmål, og hvem skal man arbejde sammen med?

På samme måde skal der være redskaber, eleverne kan ty til i løbet af undervisningen, og de to lærere skal også se på, hvordan man kan lette inklusionen ved hjælp af it-værktøjer som Skype og Second Life.

Antorini: Digitale læremidler er vigtige til undervisningsdifferentiering

It-puljen på ti millioner kroner til fagligt svage elever og elever med særlige behov er et led i regeringen og KL's satsning på at øge anvendelsen af it i folkeskolen.

"Digitale læremidler er vigtige redskaber til undervisningsdifferentiering, som kan anvendes på alle skoler, og meget gerne fra 0. klasse, så lærerne kan få hjælp til at inddrage alle elever i undervisningen. Det er en rigtig spændende ide at udvikle en 'toolbox', der kan hjælpe elever, der ellers har svært ved at koncentrere sig, så de kan deltage i undervisningen i klassen", siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

Der er stor interesse blandt lærerne for at kende til de digitale muligheder. Det blev understreget, da Socialstyrelsen i efteråret sidste år afholdt en temadag om håndholdt teknologi til svage læsere. Alle 100 pladser blev revet væk. Derfor gentog Socialstyrelsen temadagen i slutningen af januar, og også her var der rift om pladserne.

Stormløb mod konference om it-støtte til læsning og skrivning

"Vi har over de seneste år mærket en stor interesse for, hvordan man kan inddrage håndholdte teknologier i undervisningen af ordblinde. Det skal ses i lyset af de digitale bestræbelser", sagde faglig koordinator Birgit Dilling Jandorf fra Socialstyrelsen til folkeskolen.dk.

Powered by Labrador CMS