"Inklusionsprocessen er i fuld gang ude på skolerne, men vi kan som lærere ikke lykkes alene, fordi vi er idealistiske, godt kan lide eleverne og er professionelle: Vi har brug for opbakning". Christina Krolmers tøvede ikke et sekund, da hun i DLF's telt på Folkemødet på Bornholm fik mikrofonen foran munden.
KL: Inklusion kræver hårdt arbejde
Flere hænder i klassen
Før hende havde skolechefen for Bornholm talt, en skoleleder og en daginstitutionslede,men Christina Krolmer var den første menige, der med afsæt i egne erfaringer kom med anbefalinger til, hvad der skal til, hvis inklusionen skal lykkes som mere end en spareøvelse.
"Vi skal have mulighed for at styrke, udvikle og skabe bedst mulig læring for alle elever. Derfor er vi i de kommende år i nogle klasser afhængige af undervisningsmiljøer, hvor vi er flere voksne ad gangen", sagde Christina Krolmer og talte varmt for at få undervisningsassistenter i klassen.
Christina Krolmer er uddannet folkeskolelærer i 1999 og har siden 2000 været lærer på Bornholm. Hun underviser på Rønne Skole Østre afdeling. Hun har en PD i specialpædagogik og underviser både i normal- og specialklasser.
Selv fik hun skærpet fokus på inklusion, da hun fik sin efteruddannelse. Og hun er fortaler for, at mange flere lærere løbende efter- og videreuddannes til den store opgave, som inklusion er. Hun tror også, at det gør en kæmpe forskel, at der på skolerne er konsulenter og vejlerede som kan hjælpe lærerne. En tydelig ledelse er også et af de meget vigtige punkter.
"Min leder giver mig støtte og hjælp, men jeg kunne godt tænke mig at se mange flere ledere på gulvet. Det er vigtigt, at de har kontakt med det, der sker i skolen", siger Christina Krolmer.
Lærerne vil rumme børnene
En af de største udfordringer, set fra Christina Krolmers synspunkt er, at få ændret den måde, som skoler, kommuner og politikere ser på normalitetsbegrebet. Hun mener, det er på tide at lukke diskussionen om, hvorvidt nogle har mere ret end andre til at være end del af den danske folkeskole.
"Der skal stadig være specialskoler, der kan tilgodese for eksempel fysiske handicaps. Men vi skal arbejde målrettet på at få skabt inkluderende læringsmiljøer ude på skolerne og holde op med at fastholde, at nogle har mere ret til at være normale end andre".
Formand for DLF Anders Bondo Christensen lyttede opmærksomt til oplægget. Hvis Christina Krolmer havde vidst, han var i teltet havde hun været mere nervøs, men hun var glad for at få lov til at sætte ord på de ting, hun går og tænker på til daglig. Og hun håber, at både DLF-formanden og politikerne lytter.
"Vi vil så gerne inklusion og er derfor også dybt afhængige af opbakning - både økonomisk og moralsk - og både fra politikere og offentligheden".
Og Anders Bondo lyttede opmærksomt til Christina Krolmer.
"Det er et rigtig vigtigt budskab, hun kommer med. Vi skal have fokus på lærerens mulighed for at lave den gode undervisning", siger Anders Bondo.
Lærers opråb: Vi har brug for hjælp til inklusion
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.