Psykolog: Inklusion er et fælles anliggende for skole, forældre og børn

"Jeg har aldrig mødt et barn, der ønsker at blive set på som et problem. Børn ønsker at lykkes, og det skal vi hjælpe dem med. Men skolen kan ikke klare det alene. Alle omkring barnet skal bidrage", sagde Jørn Nielsen, da han talte for cirka 80 forældre på Rosenvangskolen i Aarhus.

Jørn Nielsen har været klinisk psykolog i 25 år og er som freelance tilknyttet Aarhus Kommunes kompetenceprojekt Folkeskolens Fællesskaber, hvor lærere og skoleledere lærer hinanden om inklusion. Fem-seks skoler har inviteret ham til også at holde foredrag for forældrene, heriblandt altså Rosenvangskolen.

Inklusion gør op med individualiseringen

Der har sneget sig en misforståelse ind i debatten om inklusion, fortalte Jørn Nielsen, nemlig at hvis man går ind for inklusion, så er man imod eksklusion.

"Det er ikke et spørgsmål om at være for eller imod, men om at finde ud af, hvor grænsen går for inklusion. Og den finder vi ikke ved at se på barnet, men ved at se på praksis omkring barnet, både den pædagogiske og forældrenes praksis. Ved at de voksne ændrer praksis, kan de børn, der er udenfor, komme indenfor," forklarede Jørn Nielsen.

En af grundene til, at eksklusionen er steget voldsomt i de seneste 10-12 år, skyldes, at vi er optaget af individet.

"Det stærke fokus på den individuelle udvikling og på, om den enkelte elev opfylder trinmålene, fremmer eksklusionen. Det skal vi gøre op med og i stedet fokusere på fællesskabet som kontekst for den enkeltes udvikling. Børn skal ikke lære at elske alle, men vi skal signalere til dem, at de skal behandle hinanden ordentligt. Det er afgørende for at kunne håndtere den forskellighed, der er så berigende, fordi den lærer børnene at være fleksible og at kunne samarbejde. Hvor vigtigt det er at kunne håndtere og udvikle sig i kraft af forskelle fremgår blandt andet af de egenskaber, virksomheder efterspørger i jobannoncerne i søndagsavisen".

Vold har intet med inklusion at gøre

Som forældre er det svært at være for inklusion, når nogle børn er voldelige, påpegede en mor.

"Vold, hærværk og mobning er uacceptabelt og har intet med inklusion at gøre. Hvis man oplever vold eller tilsvarende, skal man sætte alle sejl til for at skabe et samvær uden vold. Forældrene må ikke opleve at stå alene med det. Skolen skal arbejde med samværet og gøre det til et fælles anliggende for lærere, pædagoger, elever og forældre at lære børnene at behandle hinanden ordentligt. Der vil være børn, hvis eneste samspil med de andre er negativt, så man må lave nogle øvelser, så børnene for nogle andre indtryk af hinanden", svarede Jørn Nielsen.

"Har du gode råd til, hvordan man inddrager hele forældregruppen, så vi for eksempel også får de tosprogede med", spurgte en anden forælder.

"Skolen skal fra første dag gøre det klart for alle forældre, at man ikke bare afleverer sit barn på skolen, men at man indgår i et fællesskab, så hvis skolen føler behov for at kontakte forældrene, gør den det. Det samme gælder den anden vej. Det gode samarbejde begynder i fredstid, men mange steder tager man først fat på det, når problemerne opstår, og lokummet brænder. Jeg har oplevet, at forældresamtaler er blevet aflyst, fordi der ikke var noget problematisk at tale om. Men det er lige dér, et godt samarbejde begynder", sagde Jørn Nielsen.

Det handler ikke om at skabe syndebukke

Man ryger oftest ud af det gode selskab, når man udviser en adfærd, der er for afvigende eller for uacceptabel for andre.

"Børn kan ekskludere hinanden, men de kan også inkludere hinanden, og det skal vi opdrage dem til. Når ens søn fortæller, at Peter fra klassen har slået ham, kan man vælge at sige, at han skal slå igen. Men man kan også tage fat i skolen og de andre forældre og diskutere, hvilken opførsel og hvilke former for samvær man skal udvikle i det offentlige rum, så man er fælles om ansvaret", sagde Jørn Nielsen.

Det er skolens opgave at få tilladelse af Peters forældre til, at man må tale åbent om deres søn på mødet, mener han.

"Man skal selvfølgelig ikke sige til dem, at det er fordi, han er en bandit. Invitationen skal handle om, at alle børn kan blive en del af fællesskabet, og det er Peter ikke i øjeblikket. Og så forpligter det til at tale om Peter på en måde, så hans forældre føler sig ordentligt behandlet. Det handler ikke om at skabe syndebukke," sagde Jørn Nielsen.

Visioner samler folk

På mødet skal man først afdække forældrenes holdninger. Dernæst skal man finde ud af, hvad man gør fremadrettet.

"Det er en god ide at skabe en vision: Hvad er målet for samværet i klassen. Problemer skiller folk, mens en vision samler", sagde Jørn Nielsen og gav et eksempel med en 4. klasse, der havde haft problemer siden 0. klasse, og hvor forældresamarbejdet aldrig havde været godt.

Nu havde der været et tilfælde af vold, og skolen havde indkaldt til forældremøde og hyret Jørn Nielsen til at styre slagets gang.

"Alle børn var repræsenterede, og stemningen var præget af hævn. Visionen kom, da en far forlangte, at hans barn skulle kunne komme sikkert i skole, føle sig sikker i skolen og kunne gå sikkert hjem igen. Det var også vigtigt for de andre forældre. Derfor blev sikkerhed visionen for det videre arbejde, og vi aftalte at skabe den i løbet af tre måneder".

Hvad forældre, lærere og elever konkret bidrog med for at opfylde visionen, fortalte Jørn Nielsen ikke. Men han gav et eksempel fra en 3. klasse, der var præget af mobning i en grad, så eleverne ikke længere ville holde fødselsdag for hinanden.

"Forældrene gik sammen og arrangerede fire børnefødselsdage om året. Det blev et brag af nogle fester, som gav børnene nye erfaringer med hinanden".

Tal om problemerne, inden de opstår

Det behøver ikke stå grelt til, før forældrene bliver involveret i arbejdet med inklusion. Lærerne kan lægge grunden fra starten ved at sætte en debat om, hvor langt forældrenes ansvar rækker, på dagsordenen til et forældremøde.

"Rækker ansvaret ud over vores eget barn? Mit svar er ja, mit ansvar rækker ud over min søns trivsel", sagde Jørn Nielsen.

"Er det ikke grænseoverskridende at blande sig i, hvordan andres børn opfører sig", ville en mor vide.

"Jo, og netop derfor skal vi tale om det, før problemerne opstår, for så er det lettere at kontakte hinanden og tale ordentligt sammen, hvis det bliver nødvendigt. Hvis vi kan finde ud af det, smitter det af på børnene", sagde Jørn Nielsen.

Moral er udtryk for de foretrukne værdier for samvær

En mor fortalte, at hun altid sad sammen med de samme forældre til møderne, i de ti år hendes søn gik på Rosenvangskolen.

"Det var dem, jeg lærte at kende i 0. klasse. Lærerne skal gøre mere for at splitte os op, så vi lærer flere forældre at kende", lød hendes anbefaling.

Jørn Nielsen var enig, for der er tale om en proces, hvor man løbende tager konkrete emner op, for eksempel, hvordan de taler til hinanden, hvordan de behandler skolens inventar, og hvordan de behandler andre.

"Det handler også om disciplin. Nogle børn tror, det altid skal være underholdende at gå i skole. Vores svar må være, at de i det mindste skal respektere hinanden, så de ikke ødelægger det for de andre, når de selv synes, undervisningen er for kedelig. I må gerne kalde mig moralsk, for moral er et udtryk for de foretrukne værdier i samværet med andre, og det er disse værdier, der er styrende for inklusionen", sagde Jørn Nielsen.