Den bløde maskinstormer

Al indlæring og alle færdigheder har deres pris. Computerens pris er menneskelighed og nærvær

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Computere stjæler børns sanselighed og fanger dem ind i et net af surrogatoplevelser i stedet for at give dem virkelighed.

Ordene er Carsten Graffs. Gennem 12 år var han edb-programmør og tekniker. Han var opslugt af en verden, han i dag karakteriserer som ét stort fupnummer.

- Jeg nåede til en erkendelse af, at jo mere tid jeg og mine kolleger brugte på at skabe informationsveje, jo mere isolerede vi folk fra hinanden. Fællesskabet døde.

Det seneste par år har Carsten Graff brugt på at rejse landet tyndt og holde tekno-kritiske foredrag - blandt andet for folkeskolelærere.

- Jeg oplever næsten altid, at de lærere, der kommer til mine foredrag, er enormt lettede bagefter. Der hviler et enormt pres på dem i disse år, for at de nærmest skal være edb-eksperter, og at det er lige før, toget ér kørt. Det passer ikke. Man kan til hver en tid stige på, og man vil til hver en tid komme til at føle sig bagud, fordi computerteknologien udvikler sig så hurtigt.

- Selv om jeg har været i branchen i 12 år og gik for at være computertroldmand, så er det sådan i dag, kun to år efter at jeg sagde mit job op, at jeg er en total novice, hvad angår både hardware og programmering. I dag bruger jeg kun min lille bærbare computer til tekstbehandling, og det er for mig at se det eneste, computerbranchen i virkeligheden kan tilbyde den almindelige bruger.

Hvis man ser på programmet Windows 95, fortsætter Carsten Graff, er det et overflødighedshorn af ubrugelige muligheder.

- Jeg funderer over, om tallet 95 står for muligheder i procent, som ikke skal bruges til noget som helst.

- Når jeg som en gammel garvet rotte i branchen er kørt agterud af teknologiudviklingen efter bare to år udenfor, kan jeg ikke lade være med at fundere over, om den viden, man fra politisk hold så gerne vil proppe ind i hovedet på de danske skoleelever, overhovedet har nogen varig værdi. Efter min mening kunne man lige så godt kassere alle skærmene og lade børnene nøjes med at lære tastaturet at kende. Det forandrer sig i det mindste ikke. Tekstbehandling er i sig selv et udmærket redskab for både børn og voksne. Det er praktisk, at man kan gå ind i sin tekst og ændre ordlyden i stedet for som i gamle dage at skulle skrive kladder og derefter bruge tid på at skrive teksten ren. Men derudover, mener jeg ikke, at computerverdenen har noget at tilbyde i skolens undervisning.

- Vi løber så stærkt i udviklingens navn, og vi glemmer, at jo mere verden udvikler sig, jo mere indviklet og uoverskuelig bliver den også. Det gør i sidste ende, at mennesket føler sig magtesløst.

- Jo flere medier vi får, som skal skabe kontakt, jo mere ensomme og isolerede bliver vi. At begive sig ind i computerens univers er som at falde ned i et stort, dybt hul, der stjæler ens tid og ens opmærksomhed fra det virkelige liv. Det stjæler det menneskelige rum, som er karakteriseret ved nærvær og uforudsigelighed, og erstatter det med et matematisk opbygget univers, der dels er forudsigeligt, dels er spækket med et overflødighedshorn af ubrugelig information, som man kan bruge uanede mængder af tid på at fare vild i.

I USA kalder man det futz, det at arbejde meget hårdt uden at lave noget som helst.

I Carsten Graffs lejlighed falder den sene eftermiddagssol ind. Lejligheden er meget enkelt og funktionelt indrettet med få møbler, nogle frodige grønne planter og et par meget store malerier.

- I mange år har jeg levet i en verden filtret ind i informationer. Nu er jeg nødt til at skabe enkelhed omkring mig for at finde ro til at tænke selv og beskæftige mig med den virkelige og sanselige verden.

Stod det til Carsten Graff, skulle skolerne indrettes helt spartansk med næsten nøgne lokaler, fordi det tvinger nye sider frem i både lærere og børn.

- Det, der er brug for i skolen, er det samme, som der altid har været brug for: Levende, engagerede og motiverede lærere, der har lyst til at inspirere eleverne og fortolke det fag, der skal undervises i. Det er som om, vi har glemt det helt fundamentale pædagogiske arbejde i jagten på mere og mere komplicerede værktøjer. Og vi narrer os selv: Det ender hele tiden med, at vi kommer til at diskutere værktøjet i stedet for indholdet.

Carsten Graff mener, at politikerne tror, at hvis danske folkeskoleelever ikke får en solid portion edb-færdigheder i en tidlig alder, vil det danske samfund sakke håbløst agterud i forhold til resten af den vestlige verden.

- Sådan er det ikke. Vi lærer jo heller ikke vores børn at køre i bil i skolen, selv om trafikken bliver mere og mere kaotisk og uoverskuelig. Vi overlader det til dem selv at lære det som voksne, hvis de får brug for det.

- Faktisk er det de børn, der er mindst nysgerrige i forhold til computerens muligheder, jeg bekymrer mig mindst for. De skal nok klare sig, fordi de ikke lader sig snyde af computerens pseudoverden. Jeg er selv et alt for nysgerrigt menneske til, at det var sundt for mig at arbejde med edb. Jeg blev grebet af en computermani, som opslugte mig fuldstændig i mange år.

- Det er ligesom, hvis man bliver så forelsket i sin bil, at man går og pudser og polerer den hver weekend og står på hovedet i motoren. Så glemmer man, at bilen egentlig var beregnet til at køre én en tur til stranden, hvor man kunne gå i blæsten og mærke duften af salt og se haglvejret kruse vandoverfladen. Når jeg ser tilbage på mine år i computerbranchen, var det som om, den åd en væsentlig del af min menneskelighed og min oplevelse af virkeligheden.

- Når to mennesker sidder og taler sammen, sker der noget, der er uforudsigeligt. Man er nødt til at se på hinanden, tænke over det, man hører, og være nærværende. Sådan er det ikke, når man kommunikerer gennem en skærm. Det er på samme måde, når man lader børn gå ind i programmer, hvor de kan tegne, billedbehandle, arbejde med grafik, lyd og tekster. Man lukker af for en masse muligheder, der findes i den virkelige verden og i barnets egen fantasi uden for den firkantede skærm. At værktøjet kan blive så kompliceret, at det faktisk forhindrer én i at arbejde kreativt, er ikke noget, jeg selv har fundet på. Picasso sagde engang til sin kone, der malede, og som havde bedt ham om et råd, at hun skulle smide sine pensler væk og i stedet bruge sin fantasi.