Anmeldelse

Lastvogne / Spor gennem Australien / Brobygning til Handelskøping / Dyrehandlen / Troldene i Syvskoven

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne serie på fem storylinehæfter rummende konkrete storylineforløb er et kærkomment materiale til at kvalificere og inspirere læreres planlægning af tværs- og projektuger. På trods af de netop vedtagne bindende trinmål skal vi i folkeskolen stadig arbejde med at udvikle elevens alsidige personlighed, og det gør man, når man arbejder ud fra storylineprincipperne. Et storylineforløb defineres blandt andet således: »Storylineforløb er tematiske, problemorienterede undervisningsforløb, hvor det karakteristiske er, at undervisningen ikke kredser om et centralt emne, men er fremadskridende som en fortælling følger en storyline. Samtidig er det en vigtig pointe, at børnene hele tiden bliver klar over, at deres egen kreative, argumenterede tænkning er værdifuld«. Baggrundsviden, pædagogik og læringssyn findes uddybet i »Storylinebogen« af Cecilie Falkenberg, der udkom i 1999. Hvert af hæfterne indledes med næsten samme forord samt en kort indføring i storylinemetoden. Det gør, at hæfterne kan bruges uafhængigt af hinanden. Alle hæfter har detaljerede og gennemarbejdede storylineforløb tilrettelagt i et traditionelt storylineskema. Til alle hæfterne kan materiale downloades fra forlagets hjemmeside www.kroghsforlag.dk/storyline Hæfte et »Lastvogne« er et danskforløb, der er beregnet til 3.-6. klasse. Gennem temaet lastvogne får børnene mulighed for at tilegne sig viden om transport, hvad transport betyder for samfundet, men det vigtigste er, at børnene lærer for at lære. Lysten til at skaffe sig viden, stille spørgsmål, kommunikere og kunne takle problemer er sammen med en del faglige mål for dansk fokus i dette hæfte.

I hæfte to »Spor gennem Australien« er målgruppen 5.-6. klasse. Gennem den tværfaglige storyline kommer klassen på rejse i Australien. Der inddrages faglige mål fra stort set samtlige fag på de to klassetrin.

Hæfte tre hedder »Handelskøping«. Det indeholder en grundig planlægning af og er en projektramme for et fireugers storylineforløb i 10. klasse. Det er tænkt som et brobygningsforløb, hvor eleverne går på den lokale handelsskole, men det kan sagtens fungere som inspiration til kortere forløb i folkeskolens ældste klasser. Hæftet rummer sammen med ovennævnte hjemmeside masser af ideer og konkrete forslag til at etablere en handelsgade med et lokalt erhvervsliv, og hvad det medfører af udarbejdelse af stillingsannoncer, jobansøgninger og organisering af køb og salg. Skolen er ofte en »som om-verden«, men dette handelsprojekt har mange muligheder for at skabe funktionelle og reelle projekter, eleverne kan gribes af og tage på sig.

Hæfte fire »Dyrehandlen« rummer en storyline om kæledyr beregnet til elever i børnehaveklasse til 2. klasse. Målet for forløbet er at fremme både faglige mål som læsning og måling og sociale mål som samarbejde og at indleve sig i forskellige personers følelser. I udgangspunktet for læse- og skrivedelen støtter forfatterne sig til forskere som Caroline Liberg og Mary Clay, der mener, at læsning og skrivning skal begynde i funktionelle og meningsfulde situationer, hvilket eleverne bliver sat i gennem projektet med dyrehandlen, for eksempel ved at eleverne fremstiller foldere om kæledyrets pasning og pleje, naturligvis efter at der er fremstillet vægordbøger, som fremmer forforståelsen og letter skrive-læse-processerne.

»Troldene i Syvskoven«, hæfte fem, er en tværfaglig storyline for elever i første og anden klasse. Her lægges op til et seks-tolvugersforløb omfattende en ligelig vægtning af dansk og matematik.

Begge hæfter rummer gode og inspirerende læringsforslag, der både styrker elevernes faglighed og udvikler deres almene kompetencer. Går nærvær og intensitet tabt ved at benytte et så konkret og af andre på forhånd fastlagt undervisningsforløb? Det kan det let gøre, men de fleste lærere vil kunne bruge hæfterne som et iderigt og konkret oplæg, der naturligvis må tilpasses de elever samt de faglige og sociale mål, der er brug for at fokusere på i hvert enkelt tilfælde. Hæfterne kan klart anbefales både som inspiration til teamenes årsplanlægning og til udarbejdelse af konkrete projektuger.