Vygotskij i praksis

Den svenske psykolog Leif Strandberg skriver i sin indledning, at bogens overordnede formål er at vise den praktiske side af Vygotskijs teori. De praktiske eksempler er hentet fra hans godt tredive år som skolepsykolog og skoleudvikler. Til tider er det dog vanskeligt at læse sig frem til, hvad der er Vygotskijs teori, og hvad der er Leif Strandbergs forståelse af teorien omsat til praksis.

Den russiske sprogpsykolog Lev Vygotskij skrev sine værker fra midten af 1920'erne. Hovedværket "Tænkning og sprog" udkom kort efter hans tidlige død i 1934, men fra 1936 blev hans værker forbudt, idet han blev anklaget for idealistisk og ikke-marxistisk tænkning. Vygotskij var stort set ukendt i den vestlige verden indtil tøbruddet i Sovjetunionen i 1956, hvor hans værker igen blev tilladt.

Strandberg gør meget ud af Vygotskijs tænkning om social kompetence som grundlag for menneskers udvikling, altså alle former for menneskeligt samspil, som det eksempelvis praktiseres i gruppearbejde. Han skriver ikke direkte, at han går ind for gruppeeksamen, men: "I forbindelse med prøver kan det være interessant at se, hvordan forskellige samspilssituationer påvirker resultaterne. Hvad kan eleven sammen med andre elever?" Sammenfattende slår Strandberg til lyd for, at prøvesituationer skal udvikles, og alle former for hjælpemidler skal medtænkes positivt, for eksempel lommeregneren. "Evnen til at bruge redskaber spiller en central rolle for mig og for Vygotskij".

I bogens sidste kapitel diskuterer Leif Strandberg på sokratisk vis interessante og kritiske spørgsmål, som han møder under sine forelæsninger. For mig er det bogens mest spændende kapitel.