Studerende og mange lærere behersker ikke en forskningsforankret faglig-pædagogisk metode til at vurdere læremidler. Men der er ny udvikling på vej. Læremiddel.dk lancerer i løbet af kort tid i fagbladet Folkeskolen en model til analyse af læremidler: "Læremiddeltjek", og Professionshøjskolen UCC har allerede udgivet en bog om et større udviklingsprojekt, hvori 24 konsulenter fra fire centre for undervisningsmidler har deltaget. Opmærksomheden på betydningen af en professionalisering af området er på vej på læreruddannelsen, så denne bog er et længe savnet skridt i retning af, at læremidlernes store betydning for undervisningspraksis tages alvorligt.
I bogen forsøger forfatteren at skabe et fagsprog om læremidler. Hvad forstår man ved begreberne læremidler og undervisningsmidler? Hvad er didaktiserede læremidler? Forfatteren skaber en begyndende terminologi om de forskellige genrer og benævnelser af teksttyper. Begreberne er ikke nye, men der tilstræbes klare definitioner.
I andre kapitler beskrives læremidlets "hvad". Hvilket fagsyn repræsenterer det? Er videnskabelig viden om emnet inddraget på en fagligt forsvarlig måde? Er indholdet i overensstemmelse med folkeskolelov og bestemmelser for faget? Er indholdet udvalgt eksemplarisk, eller er faget skævvredet?
Bogens styrke er, at der har været involveret deltagere i projektet, der også har praksiserfaringer fra folkeskolen. Derfor bliver diskussionerne ikke kun teoretisk interessante, men også praksisrelevante. De enkelte lærere og lærerteamet skal kunne bruge læremidlerne i deres undervisning, så derfor skal de også vurdere, om deres fagsyn og læringssyn stemmer overens med lærebogsforfatternes.
I et afsnit om læringens "hvordan" opstilles kriterier og begreber til vurdering af faglige metoder og de almendidaktiske processer, læremidlet inviterer til. Efter en grundig beskrivelse af, hvordan tekster kan vurderes ud fra deres relevans, faglige kvalitet, opbygning, brug af teksttyper og tilgængelighed, følger en behandling af lærervejledninger. Forfatteren beskriver i bogen, hvad et læremiddel kan indeholde: midler til elevernes læring, støtte til lærerens tilrettelæggelse af undervisningen og inspiration til en løbende faglig og fagdidaktisk udvikling for lærer og lærerteam. Et afsnit om it og læremidler er noget spartansk i sit indhold. Det er ikke dér, udviklingsprojektets hovedinteresse har ligget.
Jeg kan anbefale bogen til brug på læreruddannelsen, til diskussioner på forlag, til den enkelte lærer og lærerteam i folkeskolen. Når et nyt forskningsområde udvikles, vil der altid være uenighed om terminologien, men bogens seriøse forsøg på at skabe et begyndende fagsprog om lærermidler er meget prisværdigt.
Vurdering af læremidler i praksis
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.