Analysefirmaet Cowi har brugt otte måneder på at analysere effekten af AspIt, som er en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med autisme. Resultat viser, at AspIt er en succes. Ikke alene begynder fire ud af fem elever direkte i arbejde efter endt uddannelse. Fem år senere har tre af dem stadig jobbet.
Særlig it-uddannelse bringer fire ud af fem unge med autisme i job
"Hvor 60 procent af vores elever fastholder jobbet efter fem år, gælder det kun 20 procent af tilsvarende unge fra andre STU-tilbud. Jeg forsøger ikke at træde på nogen, men det er ikke tilfældigt, at vi får vores elever i arbejde. Vi arbejder systematisk på at få dem ud i ordinære job på et område, som mangler medarbejdere. Vores elever er hverken ingeniører eller konstruktører, men de laver et nødvendigt håndværksmæssigt it-arbejde", siger uddannelseschef Ole Bay Jensen fra AspIt.
Virksomheder vil ansætte en til og en til fra AspIt
Som Cowi konkluderer i rapporten: Med en pris på 250.000 kroner årligt for en elev og med en meget hurtig tilbagebetalingstid til samfundet i form af øget produktion og flere skatteindtægter, fordi de unge kommer i relativt vellønnede job, er AspIt en både effektiv og billig investering for samfundet.
"Vi er gået fra at skulle have vores elever ind i branchen, til at virksomheder nu siger, at de vil ansætte en til og en til fra AspIt", siger Ole Bay Jensen, som har cirka 330 elever på AspIt fordelt på ti uddannelsescentre rundt om i landet. Dermed uddannes omkring 110 elever årligt.
Vejen til det ordinære arbejdsmarked går igennem eksklusion
Rapportens konklusioner kommer ikke bag på Ole Bay Jensen, for tallene matcher uddannelsens egne opgørelser. Men AspIt havde brug for en mere troværdig analyse.
"Mange kommuner har svært vd at tro på, at vores tal er så flotte, selv om de godt kan se, at deres egne borgere kommer i job. Nu kan vi sige: 'I tror ikke på, at vores tal er korrekte, men et uafhængigt og anerkendt rådgivningsfirma dokumenterer dem med en omfattende analyse'. Så nu kan kommunerne se, at det er en dårlig ide at sige til en ung, som vil på AspIt, at han skal tage en uddannelse et andet sted", siger uddannelseschefen.
Kommuner mener, at de kan gøre det billigere
Unge kan kun blive optaget på AspIt, hvis uddannelsesstedet vurderer, at de kan gennemføre uddannelsen og komme i beskæftigelse. Men kommunerne siger, at uddannelsen er for dyr, når de giver unge afslag på AspIt.
"Kommunerne mener, at de selv har et tilsvarende tilbud, som er billigere, men det argument holder ikke, når vi kan se, hvor mange vi får i job. Vi kan samtidig se i den evaluering af STU, som Undervisningsministeriet udgav sidste år, at vi ikke er specielt dyre. Vi er heller ikke billige, men sammenlignet med andre tilbud er vi heller ikke dyre", sige Ole Bay Jensen.
Det koster 250.000 kroner om året at have en elev på AspIt.
Afslag gør unge og deres forældre fortvivlede
Analysen af AspIt kommer, netop som politikerne på Christiansborg i dette efterår skal se på Undervisningsministeriets evaluering af STU-området. Det har et flertal i Folketinget pålagt undervisningsminister Merete Riisager, som ellers ikke mente, at der var grund til at gå videre med den overvejende positive evaluering.
Flertal uden om regeringen kræver nye forhandlinger om STU efter evalueringskritik
Et af kritikpunkterne i evalueringen er, at mange unge ikke kan vælge mellem forskellige STU-tilbud, men bliver henvist til kommunens eget tilbud. Det føler Ole Bay Jensen sig indigneret over.
Evaluering; STU styrker eleverne
"Vi møder unge, som er fortvivlede over, at deres kommune afviser at lade dem gå i skole hos os, selv om vi vurderer, at det vil føre til, at de får både uddannelse og job. Forældrene er også fortvivlede over, at deres søn ikke kan gå i gang med den uddannelse, han brænder for. Jeg håber, at rapporten fra Cowi kan få kommunerne til at forstå, at det er en dårlig ide at sige nej til AspIt, når unge har potentialet til at komme i arbejde", siger Ole Bay Jensen.
Familie valgte at flytte for at få deres søn på AspIt
Uddannelseschefen håber også, at Folketingets politikere vil se nærmere på de unges mulighed for at kunne vælge mellem forskellige STU-tilbud.
Riisager skal forholde sig til STU-evalueringens kritik af kommunerne
"Selv om den unge bor i en kommune, skal han have lov at gå på en uddannelse i anden kommune", siger Ole Bay Jensen, og giver et eksempel med en familie, som valgte at flytte til en anden kommune, så deres søn kunne komme på AspIt.
"Det er bekymrende, at det skal være nødvendigt. Når kommuner siger nej til AspIt, svarer det til, at man siger til andre unge, at de ikke kan komme i gymnasiet, fordi kommunen mener, at alle unge i kommunen skal alle have en landbrugsuddannelse. Jeg håber, at debatten om STU i Folketinget fører til, at eleverne får et reelt frit valg, uanset om kommunerne har deres egne STU-tilbud".
STU kommer på dagsordenen hos Folketingets partier senest til efteråret
Svært at følge unge uden for arbejdsmarkedet
At fire ud af fem fortsætter direkte i job efter endt uddannelse hænger sammen, at de unge kommer i praktik i en virksomhed, hvor der lægges en individuel plan for, hvad eleven skal lære. Det giver den unge en tæt tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hvad der sker med de 20 procent, som ikke får et job efter endt uddannelse, og de 20 procent, som nok får et job, men ikke har det fem år senere, ved Ole Bay Jensen ikke.
"Jeg ved ikke, hvor de bliver af, og det kan man kritisere mig for, for netop her kan der være viden at hente. Men det er svære for os at følge dem, når de er udenfor arbejdsmarkedet", siger Ole Bay Jensen.
Når nogle mister deres job undervejs, kan det hænge sammen med, at firmaer fusionerer, lukker og krakker, vurderer han. Eller måske støder der underdiagnoser som for eksempel depression til.
"Det kan være svært for unge med autisme at komme i arbejde igen, når de først er faldet ud", siger Ole Bay Jensen, som vil undersøge nærmere, hvorfor nogle mister deres job.
Analysen af AspIt uploades på aspit.dk og cowi.dk på fredag den 14. september.
Virksomheder er begejstrede for unge med autisme fra STU med fokus på it
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.