”Vi skal gå fra, hvad litteratur er, til hvad litteratur gør"

“Litteraturen skal ikke læses i lukkede klasserum, hvor man dissekerer teksten. Så sker der nogle gange undervejs det, at operationen lykkedes, men patienten døde, så at sige. Teksten døde, og læseren døde måske også lidt undervejs”.

Den triste diagnose kommer fra Ayoe Quist Henkel, tidligere dansklærer og nu lektor på læreruddannelsen på Via i Silkeborg, hvor hun forsker i børnelitteratur. Hun er forfatter til bogen “Børnelitteratur i en medietid”, som netop er udkommet, og hun har i mange år været optaget af, hvorfor vi læser, og hvorfor vi underviser i litteratur. Netop hvad angår børns læseglæde indtager Danmark en trist næstsidsteplads i Pirls-undersøgelsen, som blev offentliggjort for et par uger siden. Samme undersøgelse viser også, at danske elever læser dårligere end nogensinde tidligere.

Gennem sin forskning har Ayoe Quist Henkel flere bud på, hvordan vi kan booste børnenes læselyst. Hun mener, at vi skal åbne det børnelitterære felt lidt mere op og kigge på, hvad teksten siger om at være menneske i verden. Litteraturen kan også være med til at give læseren flere handlemuligheder i sit eget og andres liv.

“Det lyder måske meget abstrakt, men sammen med nogle lærere har jeg igennem en årrække udarbejdet nogle konkrete bud på, hvordan det kan se ud i klassen”, fortæller Ayoe Quist Henkel.

Det kan for eksempel ske ved, at lærere tager utraditionelle og “underlødige” tekster ind i litteraturundervisningen som superheltetegneserier eller gyser-, gamer- og hestebøger. Læseoplevelser som disse kan sagtens give læseren handlemuligheder og handlekraft, og det er netop noget at det, Ayoe Quist Henkel mener, at litteraturundervisningen skal kunne. Hun kalder det verdensvendt litteraturdidaktik.

Forskeren har samarbejdet med lærere i indskolingen og på mellemtrinnet om billedbogen “Trylleblik”. Bogen handler om en pige, som er på flugt. Af sin bedstemor lærer hun om trylleblikket: Når man lukker det ene øje, kan man få blik for det gode og magiske i svære situationer. I arbejdet med bogen har nogle elever i 5. klasse skrevet små tekster om, hvornår de kan have brug for et trylleblik i deres eget liv.

“Det er en måde at arbejde verdensvendt med litteraturen på, der kan give eleverne handleperspektiver i deres eget liv. Men man kan også gøre som den klasse, der samlede legetøj ind til flygtningebørn efter at have læst bogen. På den måde fik de oplevelsen af at gøre noget. Det er den mere aktivistiske måde at bruge den verdensvendte tilgang på”, forklarer hun.

Vær nysgerrig på børns mediebrug

Ayoe Quist Henkel håber, at hendes nye bog vil inspirere lærere til at få nye værker ind i folkeskolens undervisning.

“Det kan godt gå lidt langsomt med at få vendt sådan en stor færge, som skolen på mange måder er. For når man først har fundet noget, der virker, bruger man det igen og igen. Men nogle gange kan det være relevant at tage noget nyt ind, for eksempel grafiske eller digitale fortællinger. Børn har forskellige præferencer og erfaringer med litteratur uden for skolen”.

I det hele taget ser forskeren gerne, at litteraturundervisningen gentænkes. Det gælder også i forholdet mellem litteratur og alle de andre medier, børn bruger, ikke mindst i deres fritid.

“De befrugter og nogle gange konkurrerer de med hinanden. Vi har en forpligtelse til at være nysgerrige på børns egen læse- og mediepraksis”, mener hun og forklarer:

“Børns mediehierarki er mindre udtalt end voksnes. For dem kan en film lige så godt føre til en bog som omvendt, og de følger gerne en fortælling rundt i forskellige medier. Inklusive de sociale medier”.

Ikke et farvel til litteraturanalysen

Den mere åbne tilgang skal ikke opfattes som et farvel til de mere svært tilgængelige tekster i undervisningen, og en verdensvendt litteraturdidaktik er heller ikke et farvel til litteraturanalysen, understreger Ayoe Quist Henkel.

“Den verdensvendte tilgang til litteraturundervisningen kan bestemt også bruges i arbejdet med svært tilgængelige tekster. Her gælder det om at arbejde med, hvad teksten gør ved én, i stedet for at sidde med lup og pincet og lede efter budskab og tema”, siger hun og kommer med et eksempel:

“Hvis det er et digt, kan man for eksempel arbejde med rytmen, tonen og stemningen og lade sanserne være indgangen til teksten frem for at prøve at låse den op med analysen som nøgle. Og så selvfølgelig benytte den enestående mulighed, vi har i skolen, nemlig at vi ikke læser litteratur alene, men kan dele læseoplevelserne med hinanden. Den samtale kan læreren være med til at kvalificere i klassen”.

For selvfølgelig skal undervisningen også skabe en bevidsthed hos eleverne om, at litteratur består af forskellige lag, og de skal lære at nærlæse, så de kommer til at forstå også de dybere lag i en litterær tekst.

“Men vi kan gøre det på andre måder end ved at gå ud fra et analyseskema med punkter som ‘lav en personkarakteristik’, ‘lav en berettermodel’ og så videre”, siger Ayoe Quist Henkel.

“Jeg vil gerne skubbe til litteraturundervisningen, så den ikke bliver så ‘udvendig’ og instrumentel, og så flere børn får oplevelsen af, at den her tekst kommer også mig ved. Det er ikke et farvel til analysen, men et goddag til en analyse, der tager sit udgangspunkt dér, hvor eleverne vurderer, at der er noget vigtigt på færde”.

Løgstrup og langsynetheden

Teoretisk tager den verdensvendte litteraturdidaktik sit udgangspunkt både i moderne postkritiske tanker om at flytte læsningen ud af de lukkede cirkler og i den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup (1905-1981), fortæller Ayoe Quist Henkel.

“Der er en interessant dialog mellem Løgstrups tanker om at holde skole, og hvad kunsten kan bruges til, og så de moderne postkritiske tendenser i forskningen. Løgstrup pointerede blandt andet med sit begreb om stemthed, hvordan litteratur og anden kunst tilbyder æstetiske oplevelser og følelsesmæssig tilknytning, ligesom også postkritiker Rita Felski (professor på Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation ved Syddansk Universitet), der anskuer teksten som en livlig aktør, vi skal lytte til, sanse, mærke, komme ind i og handle på baggrund af. Med andre ord skal vi gå fra, hvad litteratur er, til hvad den gør”.

Ayoe Quist Henkel er især optaget af Løgstrups ide om, at vi i vores hverdag er nærsynede og lever efter vaner og planer. Men i mødet med kunsten og litteraturen bliver vi langsynede og kan se ting i et nyt perspektiv. Det skal eleverne opleve.

Børn vil gerne læse om de svære emner

Hvis man som lærer læser dette og tænker, at man gerne vil i gang med at undervise verdensvendt, så kunne man ikke have valgt et bedre tidspunkt. Den nye børne- og ungdomslitteratur bugner nemlig af værker, som egner sig fortræffeligt til den tilgang, siger Ayoe Quist Henkel.

“Børnelitteraturen er begyndt at tage tematikker ind, som afspejler verden. Den står ikke af vejen for at beskæftige sig med køn, krop, klima, krig, kultur og klasse, og i det ligger der, at den afspejler forskellige måder at være barn og ung på i verden i dag. At børn har forskellige vilkår, og at der skal være plads til minoriteter og forskellige måder at være familie på”, siger hun.

“Der er en normkritisk og en økokritisk bølge i litteraturen for børn og unge. Vi har billedbøger om kønsidentitet og krig helt ned til børnehavebørn, så der er en verdensvendthed i litteraturen i sig selv. På samme tid giver det god mening, at vi også vender litteraturundervisningen ud mod verden”.

Hun mener ikke, der er grund til at være bekymret for, om børn og unge kan håndtere de tunge emner, som den verdensvendte litteratur tager op. For eksempel fortæller hun, at det var en stor succes, da en 2. klasse, hun fulgte, læste førnævnte “Trylleblik” om en lille pige, som flygter fra krig.

“Vi voksne kan synes, at det er en barsk fortælling, men børnene var meget optagede af den. De hører jo om krig og flygtninge, og bogen her kan være en anledning til at tage emnet op. For børnene kan det være en forløsning at kunne tale om krig og frygt i klasserummet. Det er i sig selv en form for verdensvendthed. Det særlige i skolesammenhæng er, at vi kan dele de tanker med vores klassekammerater og lærer og få flere perspektiver på”, siger Ayoe Quist Henkel.

Og så understreger hun nok en gang vigtigheden af at huske at få handlemulighederne med i samtalen og i det skabende litteraturarbejde.

“Det skal ikke være noget, der for eksempel giver børn klimaskam. Så man skal som lærer sørge for at få tematiseret de svære emner nænsomt”.