Fraværet blandt danske skoleelever er igen steget - i forhold til sidste år og ikke mindst i forhold til tiden før coronapandemien.
Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Både lovligt fravær, sygefravær og ulovligt fravær er steget siden 2018/19, som var det sidste fulde skoleår, inden coronavirus ramte verden.
Det såkaldt lovlige fravær er steget fra 1,9 procent i 2018/19 til 2,1 procent i 2023/24, mens sygefraværet er steget fra 3,1 procent til 4,4 procent.
Ferie og fødselsdag i stedet for skole
”Vi oplever en stigende forventning om, at man kan give sit barn fri fra skole, hvis man for eksempel skal ud og rejse udenfor skolens ferier, skal til mormors fødselsdag eller hvis forældrene vurderer at barnet trænger til en fridag”, vurderer Dorte Andreas, der tiltræder som ny formand for Skolelederforeningens 1. december.
Og den tendens har konsekvenser:
”Det er et problem for det enkelte barn, der hurtigt kan føle, at han eller hun ikke er en del af fællesskabet. De andre elever godt kan få den opfattelse, hvis barnet ofte ikke er i skole”, siger hun og tilføjer, at det kan have faglige konsekvenser for eleven.
Svært at komme ud efter corona
Dorte Andreas peger ligesom undervisningsministeren på skolevægring som en anden forklaring på, at elevernes fravær stiger. Et problem, som skolelederne er meget opmærksomme på.
Læs også
”Skolen har som oftest reageret, allerede inden forældrene kontakter dem om, at deres barn ikke har lyst til at gå i skole, fordi vi ofte har opdaget, at barnet har mere fravær end normalt. Når forældrene så rækker ud til os, holder vi et møde med dem, barnet og dets lærere. Samtidig samarbejder vi også med både socialrådgivere fra forvaltningen og pædagogisk psykologisk rådgivning”, siger hun.
Men der kan være flere andre grunde til det stigende fravær, mener Dorte Andreas:
”Samtidig har corona gjort, at mange børn har siddet derhjemme alene, og bagefter har de fået sværere ved at komme ud og være sammen med andre igen”.
”Vi oplever en stigende forventning om, at man kan give sit barn fri fra skole”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.