Læreruddannede Anders Winther Lundby ærgrer sig over, at mange ikke kender til hans arbejdsplads. Han er vejleder hos det nationale vejledningstilbud eVejledning under Børne- og Undervisningsministeriet.
”Vi er kun 15 e-vejledere i Danmark, så det er faktisk sværere at blive e-vejleder end jagerpilot.”
EVejledning er et gratis og anonymt tilbud med personlig og professionel vejledning om alle uddannelser. Uddannelses- og karrierevejledningen sker over telefon, chat, videomøder og mail – og man skal ikke bestille tid.
”Der tales meget om behovet for vejledning til alle, og at det kan være svært at få, men rent faktisk har det været en mulighed, lige siden eVejledning startede i 2011. Siden da har vi talt med mere end 500.000 danskere, og alligevel er det meget få, der kender til os. Også blandt lærerne,” fortæller Anders Winther Lundby.
Hvad består dine opgaver i som vejleder i eVejledning?
”Det er et meget alsidigt job, hvor du spiller en rolle for mange mennesker. Jeg vejleder unge helt ned fra 9. klasse, forældre og voksne helt op i 60-årsalderen om alle hjørner af uddannelsessektoren: ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og efteruddannelse fra AMU-kurser (arbejdsmarkedsuddannelser) til masteruddannelser. Om alt fra adgangskrav til ansøgningsprocedure og økonomiske forhold.
Vi tilbyder både uddannelses- og karrierevejledning, så jeg taler også med en del, der er kørt fast i deres arbejde eller har problemer med at finde arbejde på baggrund af deres uddannelse. Her taler vi om alternative veje at gå.”
Hvad er forskellen på at være UU-vejleder og e-vejleder?
”Den store forskel er, at alle, vi taler med, er motiverede for vejledning. Det giver en helt anden samtale, når dem, du vejleder, er villige til at rykke sig. Så vi møder meget taknemmelighed, og det er ret tilfredsstillende, at man ikke skal trække nogen til truget.”
Kan man overhovedet have en ordentlig vejledningssamtale digitalt?
”Ja, det kan man. Nogle foretrækker en chatsamtale om livets svære spørgsmål i stedet for at sidde fysisk foran et fremmed menneske. Jeg kan være overrasket over, hvor meget folk fortæller, men når de er motiverede, ærlige og har paraderne nede, så kan man rykke folk – også på digitale medier.”
Hvad er de vigtigste egenskaber i dit job?
”Først og fremmest skal du kunne snakke med stort set alle mennesker i alle aldre. Møde dem, hvor de står, i meget forskellige valg og livssituationer. Du skal have din vejledningsfaglighed i orden og hurtigt kunne sætte dig ind i meget fagligt stof og sortere i det. Gode it-forudsætninger er også en fordel og engelskkundskaber, for vi taler også med udlændinge.”
Hvad tager du med dig fra dit tidligere job som lærer?
”Jeg kender hele grundskolen, har prøvet at stå i den på egen hånd, så jeg ved, hvad elever og lærere står med, og jeg kender forældrene som gruppe. Vi holder også digitale oplæg om ungdomsuddannelser for forældre, og her bruger jeg hele min didaktiske baggrund som lærer.”
Hvad er det sværeste i jobbet?
”Man skal hele tiden have den nødvendige paratviden og faglighed, for man bliver konstant udfordret på viden. Du får et spørgsmål om en uddannelse eller et AMU-kursus, du hører om for første gang, og alligevel skal du kunne levere svar med det samme. Så jeg er blevet utrolig god til hurtigt at læse op på uddannelser, mens jeg taler med folk. Vi har også en intern chat kørende, så vi kan trække på hinanden, for vi har forskellige ansvarsområder. Jeg plus en kollega har ansvar for at klæde de andre på i forhold til overgange fra grundskolen, så på det område holder vi os orienteret.”
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
”Når man i løbet af en samtale eller chat kan mærke, at vejledningssøgere faktisk føler, at de kan komme videre, at de ved, hvad de skal gøre. Det danske uddannelseslandskab er forvirrende, søger du på Google, får du forskellige svar – nogle forældede – så vi hjælper med at rette ind, så de unge eller voksne bliver mere afklarede.”
"Vi er kun 15 i Danmark, så det er faktisk sværere at blive e-vejleder end jagerpilot"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.