"Friskole og efterskole traditionen i Danmark er lang - og godt for det", sagde Helen Sørensen til aften i sin beretning ved generalforsamlingen. "I foreningen har vi ingen aversion mod retten til at etablere en skole efter friskolelovgivningen. Det, vi ikke kan forstå, er, at politikerne stiltiende accepterer den konkurrenceforvridning - for nu at anvende et sprogbrug liberalister plejer at forstå - der sker økonomisk i folkeskolens disfavør".
"Vi ved at en elev i Vestjylland ikke 'koster' nær så meget som en elev i østdanmark. Privatskolerne modtager 75 procent af de gennemsnitlige udgifter pr folkeskoleelev. I 2004-priser ligger det offentliges tilskud pr. elev i en privatskole mellem 33.000 og 36.000 kroner. Dertil kommer forældrebetaling på ca. 10.00012.000 kr. - altså en sum pr elev på mellem 43.000 og 48.000 kroner. I Ringkøbing Amt kostede en elev i 2003 i gennemsnit 45.946 kroner", påpegede Helen Sørensen.
"I tallene indgår, udover prisen for undervisningen, udgifter til skolebusdrift, forskellige serviceforanstaltninger, syge og hjemmeundervisning, skolepsykolog, undervisning af børn med vidtgående handicap, observationsskoler og skolebiblioteker. Tallene er således ikke umiddelbart sammenlignelige, hvilket betyder at den offentlige skole har langt færre kroner til selve undervisningen end privatskolerne".
"Når man så dertil betænker, at det er de offentlige skoler, der har den langt overvejende andel af de svage elever, så forekommer konkurrenceforvridningen endnu mere urimelig", sagde Helen Sørensen og opfordrede politikerne til - når de åbenbart ikke vil reformere friskolelovningen - i det mindste at sørge for, at det ikke er folkeskolen, der kommer til at betale.
Vestjylland: Loven favoriserer friskolerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.