Verdens bedste påhit

"Sikken et held [.] at jeg har fundet et sted, hvor man både kan tage sig i agt for at styrte ned i elven og øve sig i ikke at være bange!"

Ronja Røverdatter lærer at forholde sig til fare ved at udsætte sig for den. Som Rousseau anbefalede i "Émile", skal man gøre naturen til vores sande vejleder. Det budskab er bærende for en stor del af Astrid Lindgrens forfatterskab, for ligesom Émile gør figurer som Emil og Ronja deres egne erfaringer uden voksnes omklamrende indblanding. De udforsker naturen, og de klatrer i træer, uden at nogen fra kommunen har været ude at strø barkflis under æbletræerne.

Bogens to norske forfattere har nærlæst Lindgrens forfatterskab med filosofihistorien i baghovedet og leverer en skarp analyse af persongalleriets rødder og baggrunden for deres handlinger. Som når Jonatan Løvehjerte vælger at tage sin elskede Tvebak på ryggen og springe ud fra det brændende hus. Det er en handling, der kan beskrives med Søren Kierkegaards stadieteori, som ikke opererer med en nødvendig logisk overgang fra et stadium til et andet. Springet er et valg, en handling, hvor hele eksistensen står på spil!

Bogen kan læses som en tænksom indføring i Astrid Lindgrens forfatterskab, og selv om der skal krydslæses om en hel del filosoffer og filosofiske skoler, som læseren måske ikke har helt præsent, er det hele umagen værd. Og stærk inspiration til en genlæsning af Emil, Mio, Blomberg, Karlsson, Pippi og alle de andre.