"Jeg mener, det er værd at se på, om ikke meritlærerudannelsen er ved at blive kvalt i sin egen succes", siger Gitte Lillelund Bech, som har bedt partifællen, undervisningsminister Ulla Tørnæs om en kortlægning af, hvilke kvalifikationer der ligger bag, når over 50 procent af de optagne har dispensation fra de adgangsveje til merituddannelsen, der var tænkt som de primære.
Gitte Lillelund Bech har dog ingen planer om, at uddannelsen skal lukkes ned, når der ikke længere er udsigt til lærermangel:
"Vi mener i Venstre, at uddannelsen er kommet for at blive. vi vil gerne have folk med en anden baggrund ind i folkeskolen, men merituddannelsen må aldrig blive den primære adgang til at undervise i skolen".
"Der er nogle seminarier, hvor de meritstuderende efterhånden udgør halvdelen af de studerende, og det synes jeg er i overkanten", siger Gitte Lillelund Bech.
"De meritstuderende er jo voksne mennesker, der ofte har stiftet familie og ikke har så gode muligheder for at flytte. Hvis de bliver optaget på et seminarium i en region, hvor der ikke er udsigt til lærermangel, risikerer vi at stikke dem blår i øjnene".
Når undervisningsministeren afleverer sin kortlægning, ønsker Gitte Lillelund Bech, at man i forligskredsen bag den to år gamle uddannelse, diskuterer, hvordan man kan lægge låg på optaget.
Venstre klar til at begrænse merit-optaget
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.