Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Udveksling

Vellykket tur til Norge: Udenlandske venskabsklasser kan give specialskole sin egen profil

I over to år har 11 elever med generelle indlæringsvanskeligheder arbejdet sammen med deres norske venskabsklasse, inden det kulminerede med et ugelangt besøg i Oslo. Nu arbejder lærerne på, at alle specialskolens udskolingsklasse får en udenlandsk venskabsklasse.

Elevernes sociale kompetencer bliver styrket, når de møder hinanden på tværs af landegrænser.

Foto: Privatfoto
Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
25. september 2025, kl. 19:30
Start debatten

På en lejrskole ser eleverne destinationens seværdigheder, men de kommer sjældent i kontakt med jævnaldrende. Det gør de, hvis turen i stedet byder på et besøg hos en venskabsklasse.

Det var bevæggrunden for, at to lærere på Helhedstilbuddet Skovmoseskolen i Rødovre for to et halvt år siden tog initiativ til, at deres 8.-klasse for elever med generelle indlæringsvanskeligheder fik en venskabsklasse på Hovseter skole i Oslo.

”Vi har tradition for at tage på lejrskole i udlandet i 10. klasse. Jeg har blandt andet været i London med en tidligere klasse, men på en lejrskole er man ikke kontakt med andre, så jeg har hele tiden haft tanken om, at vi skulle prøve at arbejde med en venskabsklasse,” fortæller Mette Kühlmann.

Sammen med Britt Breinhøj, som er klassens anden lærer, tog hun et modul på en projektlederuddannelse for bedre at kunne gribe opgaven an, men tilfældigvis blev Skovmoseskolen kontaktet af den norske skole, som skulle på studiebesøg i Danmark.

”Lærerne fra skolens specialklasse ville gerne i kontakt med os. Da vi hørte det, sagde vi, at vi gerne ville tale med dem om udveksling,” siger Mette Kühlmann.

Turen til Norge har åbnet elevernes øjne

Traditionen med at tage på lejrskole mangler også det ben, at eleverne er med til at forberede turen, tilføjer Britt Breinhøj.

”Det har vi bygget på med venskabsklassen i Norge. Vores elever har brug for at arbejde konkret, og vi har blandt andet set på, hvad de spiser i Norge. At vi langt hen ad vejen spiser det samme, men at der er også forskelle. Vi har også haft ordbingo: Hvad hedder et æble på dansk og på norsk? På den måde har eleverne fundet ud af, at mange ord næsten er ens.”

Eleverne krammede spontant hinanden, da de mødtes i Oslo.

Foto: Privatfoto

Formålet med venskabsklassen har netop været at åbne elevernes verden.

”De går i klasse med få elever, og der er ikke altid nogen, som matcher dem. Turen til Norge har åbnet deres øjne for, at man kan finde venner andre steder, og at verden måske ikke lige er, som de tror. Det kan godt være, at vi er forskellige som mennesker, men vi er også meget ens og synes, at mange af de samme ting er hyggelige,” siger Britt Breinhøj.

Eleverne har fortalt om sig selv

De to lærere har skullet holde liv i projektet i to et halvt år inden besøget i Oslo. Det har de blandt andet gjort ved at lade eleverne være i løbende kontakt med hinanden. For eksempel har de eleverne i Oslo filmet sig selv mens de dansede en traditionel norsk dans.

”Den har vi så danset herhjemme,” siger Mette Kühlmann.

Eleverne har også beskrevet sig selv: Hvem er jeg, og hvad kan jeg godt lide at lave? Det har de både gjort på skrift og på video.

”Vi har en pige, som kan lide at danse ballet. Vi lavede en optagelse med hende på green screen, hvor vi bagefter fik det til at se ud, som om hun dansede på Det Kongelige Teater. På samme måde lavede vi en musikvideo med en elev, som rapper,” fortæller Britt Breinhøj.

Eleverne har arbejdet med udvekslingen i billedkunst, religion, dansk og mange andre fag.

”De har lært om hinandens lande. Om blandt andet kongehusene, nationalsangene og geografien,” siger Mette Kühlmann.

Nogle bevarer måske deres venskaber

Elevernes sociale kompetencer blev styrket gennem det fælles projekt, og det var rørende at se dem, da de mødte hinanden, fortæller de to lærere.

Refleksioner fra Norge

Mette Kühlmann og Britt Breinhøj fra Skovmoseskolen i Rødovre har skrevet en rapport med deres erfaringer med at samarbejde med en venskabsklasse i Oslo. I rapporten bidrager deres norske kolleger fra Hovseter skole med dette afsnit:

”Elevernes sociale kompetencer blev styrket gennem vores fælles projekt. Fordi vi havde forberedt dem godt, blev de danske gæster opfattet som venner og ikke fremmede. Vores elever fik oplevelsen af at indgå i et socialt fællesskab på tværs af landegrænser. De lærte at respektere, at andre kunne lide noget andet end dem selv – og at det er helt okay – samtidig med, at de opdagede fælles interesser.

I løbet af de næsten tre år, der gik forud for besøget, udvekslede vi videoer, e-mails, deltog i videomøder og arbejdede med fælles temaer i fagene. Det faglige udbytte var varieret, men motivationen og interessen hos eleverne var konstant høj. Det, vi står tilbage med, er minder om gode oplevelser, nye venskaber og delte interesser.

Vi blev meget inspireret af den danske skoles mod og ro i at tage så mange elever med på en flerdagesrejse. De så muligheder frem for begrænsninger. Da lærerne fra Danmark besøgte os i foråret 2024, havde vi en god pædagogisk dialog om, hvad vi hver især lagde vægt på i undervisningen. Vi blev også inspireret af Skovmoseskolens udeområder, som vi har vist billeder af til arkitekten, der tegner vores nye skoleafdeling i Norge”.

”De krammede spontant hinanden. De var lidt generte i forhold til at tale med hinanden. En af vores elever prøvede på engelsk. og den norske elev svarede også på engelsk, men de kom hurtigt til kort sprogligt. Så begyndte de at tale med hinanden på dansk og norsk og fandt ud af, at de sagtens kunne forstå hinanden,” siger Mette Kühlmann.

De to lærere havde oprindeligt talt om, at turen skulle gå til England, så deres elever kunne øve sig i at tale engelsk. Men det havde givet større sproglige udfordringer, erkender Mette Kühlmann efter oplevelsen i Oslo.

Nogle af de danske og norske elever har fundet hinanden på Instagram og TikTok, så de kan måske bevare deres venskaber.

Specialpædagogik

Få Folkeskolens nyhedsbrev om specialpædagogik. En gang om måneden fra vores fagjournalist, og opdateringer når der er nyt (ca. 2-3 gange om ugen)

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

”Vores elever siger med stolthed: ’Jeg har en ven i Oslo’. Vi har lavet fotobøger til hver elev med billeder fra turen, og vores elever uden sprog kysser bogen: ’Det er min bog. Det har jeg oplevet’. Så selv om eleverne ikke møder hinanden igen, har de minderne fra turen,” siger Britt Breinhøj.

Tog afsted uden betænkeligheder

De to lærere fra Skovmoseskolen havde ingen betænkeligheder ved at rejse til Oslo med deres 11 elever med indlæringsvanskeligheder.

”Vi har begge været på skolen i mange år og har prøvet at tage på lejrskole flere gange. Når vi kommer i flok, kan folk godt se, at vores elever har behov for ekstra opmærksomhed, så folk tager hensyn,” fortæller Mette Kühlmann om turen, som blev finansieret af donation på 60.000 kroner fra Nordplusfonden, der støtter samarbejde i otte nordiske og baltiske lande.

Nogle af eleverne havde aldrig været ude at flyve, så det var de spændte på. Men ellers var de meget tillidsfulde.

”De har været på koloni med vores fritidsdel i hver sommerferie, og vi har tager på lejrskole hvert andet år, så de er vant til at være væk hjemmefra,” uddyber hun.

Til gengæld var de norske kolleger bekymrede på de danske læreres vegne ved tanken om at rejse så langt med eleverne.

”Jeg tror, det virkede uoverskueligt for dem, men nu har de set, at det godt kan lade sig gøre,” siger Mette Kühlmann.

Lærerne fra Rødovre havde også forberedt sig. De besøgte Oslo sidste forår, så de kunne se Hovseter skole fysisk og aftale mere konkret, hvad de kunne lave med eleverne.

”Vi tog rundt til kulturtilbud, blandt andet for at se, hvor vi kunne komme med en pige i kørestol. Det var vigtigt for os at have gået ruten,” fortæller Britt Breinhøj.

På turen med eleverne viste de norske elever rundt i Oslo. Turen gik blandt andet til en kulturpark, slottet og hovedgaden Karl Johans Gate.

Alle udskolingselever kan få en venskabsklasse

Turen til Oslo var så vellykket, at venskabsklasser fremover kan blive en permanent del af udskolingen på Skovmoseskolen.

”Det har endnu ikke været forbi skolebestyrelsen, og vores ledelse er helt ny, så den endelige beslutning er ikke truffet, men vi vil gerne give vores elever mulighed for at udvide deres verden, og det vil være en fed profil for skolen, at hos os får man en venskabsklasse i udskolingen, og at man arbejder hen mod at besøge den,” siger Mette Kühlmann.

Helhedstilbuddet Skovmoseskolen

Helhedstilbuddet Skovmoseskolen i Rødovre underviser elever med meget forskellige forudsætninger. Fælles er, at de alle har et eller flere handicap med generelle indlæringsvanskeligheder som det primære.

Eleverne går på alderssvarende klassetrin. På hver årgang er der en eller to klasser. Hver klasse har lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere. Derudover er der tilknyttet talepædagoger, psykolog, fysioterapeuter og ergoterapeuter.

Britt Breinhøj supplerer:

”Mange af vores elever har søskende, som deltager i projekter med elever i andre lande og på den måde får venner i udlandet, så vores elever forstår godt, at der er noget på spil i det her,”

Skovmoseskolen har fortsat kontakt med Hovseter skole og er samtidig åben over for andre samarbejder

”Vi har en 8.-klasse med elever med Downs syndrom, og nordmændenes er for elever med autisme, så det ligger ikke lige for, at de bliver venskabsklasser. Det vil være fint, at vi får et større netværk at trække på, for eksempel med skoler i både Sverige og Norge,” siger Britt Breinhøj.

De to lærere er i gang med at kontakte de andre specialtilbud i Rødovre Kommune for at skabe interesse for projektet hos dem også. Den ultimative drøm er en kulturfestival.

”Vi vil begynde med at arrangere en festival for specialtilbuddene i Rødovre. Hvis det går godt, kan vi bygge på, og så kan det være, at det udvikler sig til en nordisk kulturfestival,” siger Britt Breinhøj.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Vellykket tur til Norge: Udenlandske venskabsklasser kan give specialskole sin egen profil

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS