Alle politikerne blev spurgt om deres holdning til pædagoger i folkeskolen.
Også Christine Antorini understregede, at pædagoger og lærere har forskellige kompetencer, og at de skal bruges i et samarbejde. At undervisning er lærernes ansvar.
"Jeg har hakket hælene i mange gange i forligskredsen, når man har villet have pædagoger til at undervise i folkeskolen", sagde hun og fremhævede Strandgårdsskolen i Ishøj, hvor pædagoger og lærere har lært at samarbejde. Det tog et stykke tid, men fungerer godt nu.
Hvem skal undervise i folkeskolen, blev SF spurgt. "Kunne man forestille sig en lokal kunstner, der underviser i billedkunst eller en tømrer, der underviser i sløjd?" lød spørgsmålet fra salen.
"Læreren skal have ansvar for undervisningen, men det betyder ikke, at man ikke kan samarbejde faglighederne imellem", svarede Nanna Westerby fra SF.
"Hvorfor skal en tømrer ikke undervise i sløjd? Fordi der skal undervises", sagde Margrethe Vestager fra de radikale - og blev afbrudt af klapsalver.
"Det kræver didaktik. At man ved, hvad man vil med sin undervisning. En tømrer kan blive en glimrende lærer, hvis han tager en læreruddannelse", sagde hun.
Rasmus Jarlov fik de mere ironiske grin og noget hovedrysten frem i salen, da han sagde, at han havde svært ved at se en tømrer, der "råber af nogle svende og hænger pornografiske billeder op" som en god lærer i folkeskolen.
Vælgermøde: Undervisning skal være lærernes ansvar
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.