"Ifølge en ny rapport, som Uni-C Statistik & Analyse har udarbejdet for Undervisningsministeriet, vil de danske skoler i 2015 mangle godt 800 lærere svarende til 1,5 procent, og det er langt mindre end Lærerforeningens beregninger viser". Sådan fortæller dagbladene og Ritzau i dag om en undersøgelse fra Uni-C.
Men rapporten fra Uni-C fortæller i virkeligheden kun, at lærermanglen vil stige med 800 lærere fra 2005 til 2015.
"Vi forholder os ikke til, om der i udgangspunktet er lærermangel, men alene til at der vil mangle 800 lærere mere i 2015 end i 2005. Når der i undersøgelsen står 0 ud for lærermangel i 2005, er der et udtryk for, at det år er vores udgangspunkt for prognosen", fortæller Kim Dehn, som har udført undersøgelsen for Uni-C.
Misforståelsen stammer fra en formulering i en pressemeddelelse udsendt i går fra Undervisningsministeriet. Efter henvendelse fra folkeskolen.dk er det i den i dag udsendte pressemeddelelse tilføjet, at tallet 800 skal ses i forhold til 2005.
I rapporten har Uni-C regnet på, hvor høj lærermanglen vil være i 2015, hvis Danmarks Lærerforenings seneste undersøgelse af den nuværende lærermangel holder stik. Resultatet er, at der vil mangle 2.951 lærere i 2015. Men dette tal nævnes ikke i pressemeddelelsen.
Undervisningsministeriet mere optimistisk end DLF
I Danmarks Lærerforenings undersøgelse fra april i år forventede man, at lærermanglen vil stige til 8000 i 2015.
Forskellen fra Uni-C's prognose på knap 3000 lærere til DLF's 8000, skyldes blandt andet, at DLF har valgt ikke har regne meritlærerne med i sin prognose, forklarer Lars Blom Salmonsen, som har stået bag DLF's undersøgelse.
"Den fremtidige tilgang af meritlærere til folkeskolen er alt for usikker til, at man kan forlade sig på, at den skulle løse problemet", fortæller Lars Blom Salmonsen.
Der er også andre forskelle i måden prognoserne er lavet på.
"For eksempel forudsætter Uni-C, at når elevtallet falder med én procent, så falder lærerbehovet også med én procent", siger Lars Blom Salmonsen og fortæller, at DLF har erfaring for, at der går et stykke tid før effekten sætter fuldt ind, og derfor har DLF beregnet sin progose anderledes.
"Et andet eksempel er, at Uni-C er mere optimistiske med hensyn til optaget på læreruddannelsen. De regner med, at de kommende større ungdomsårgange vil betyde, at antallet af unge, som vælger uddannelsen, vil stige. Vi regner med uændret optag på baggrund af, at læreruddannelsen har tabt terræn i forhold til andre uddannelser fem år i træk. Men vi håber selvfølgelig, at de har ret", siger DLF-konsulenten.
Uni-C: Lærermanglen vil stige med 800
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.