Unge Pædagoger 1/2009

Artiklerne udgør tilsammen en interessant mosaik omkring temaet inklusion/eksklusion. Her skal nævnes nogle højdepunkter.

Jens Rasmussen begrunder, hvorfor han ser læreruddannelsen som forskningsbaseret i 2025. Hans bud er et opgør med seminarietraditionens selvtilstrækkelighed. Det kvalificerer både uddannelsen og det kommende lærerarbejde, når nyeste forskning bruges som øjenåbner og forstyrrer den praktiserendes forforståelse - man dannes som professionel. Og det er jo rigtigt, at teori og praksis er og skal være forskellige. Ellers er de ikke anvendelige for hinanden i arbejdet med at analysere og vurdere pædagogiske problemstillinger for at kunne handle og praktisere bedre end før.

Lisbeth Lunde Frederiksens artikel "Hold på de nye lærere" omhandler lærernes drivkræfter i forhold til deres arbejde og afhængigheden af, at skoleledelsen kan rumme skolens mangfoldighed, også lærernes. De autonome lærere, som tør "gå selv", skal opmuntres til det, og de, som har behov for stilladser, skal have det. Vitalisering er vigtig, ellers dropper folkeskolelærerne arbejdet. Artiklens perspektiv er selvpsykologien, og gennem tre lærerfortællinger giver den sit bud på, hvordan vitalisering matcher/ikke matcher dagens skole med dens krav om evidens og nationale test. Analysen viser måske ikke noget nyt, men den er absolut relevant!

LP-modellens fader, Thomas Nordahl, og Anne-Karin Sunnevåg giver deres bud på inklusion/eksklusion i et skolepolitisk/etisk perspektiv i artiklen "Kvalifisering og dekvalifisering i grunnskolen". Ifølge forfatterne forsømmer skolen strategisk at inddrage forskningsmæssig viden, som dokumenterer, at "elevernes faglige, sosiale og atferdsmessige problemer har en nær og sterk sammenhæng med læringsmiljøet/undervisningen i den enkelte skole". Skolens formål er at give samme rettigheder til undervisning for alle elever, men i takt med de negative Pisa-resultater blev forklaringsmodeller i individperspektiv foretrukket frem for systemiske forklaringer og fokus på lærerens relationskompetencer. Elever bliver betragtet som værende problemet, ikke som aktører i relationer. Skolen - ledere og lærere - vægrer sig ved at se kritisk på sig selv, de opretholder deres hegemoni og kommer dermed i konflikt med skolens målsætning. Meget relevant læsning også for danske skoleaktører.

"Inklusion i klasselokalet" henviser til et projekt fra Albertslund Kommune, 2006: "Inklusion i institutioner og skoler". På institutionsniveau håndteres problemerne i den almene børnegruppe (relationsarbejde), mens skolernes indsats var tiltag uden for klassen (organisatorisk arbejde). På den baggrund anbefaler forfatterne et fokus på almenlærerens kompetencer i undervisningen, og at specialistfunktionerne skal ind i klassen.

Temahæftet hænger godt sammen, med sidstnævnte vision lander man tilbage i fokus fra indledningsartiklen af Inger Maibom, som beskriver den nye læreruddannelseslovs

samarbejdet mellem fag-faglige og pædagogiske lærere.