Undervisningsvejledere får ikke aftalt løntillæg

Ikke alle undervisningsvejledere får det løntillæg, som er aftalt med KL. Anders Bondo opfordrer kredsene til at fortælle DLF, når der bliver oprettet vejlederstillinger, uden at det udløser løn. “Så står vi stærkere over for KL”.

Næstformand i Vejle Lærerforening Søren Brønniche var på talerstolen for at fortælle om, at ikke alle undervisningsvejledere får løntillægget.

Funktionen som undervisningsvejleder blev indført ved sidste års overenskomst. Vejlederen skal varetage undervisning og blandt andet være med til at udvikle det faglige miljø på skolen. Når en lærer bliver tildelt rollen som undervisningsvejleder, skal han ifølge overenskomsten have tid til opgaven og have et årligt løntillæg på 11.653 kroner.

Næstformand i Vejle Lærerforening Søren Brønniche var på talerstolen for at fortælle om, at ikke alle undervisningsvejledere får løntillægget.

"KL var efter min opfattelse dem, som gerne ville belønne undervisningsvejledere", sagde han, da han bragte emnet på bane.

Og den opfattelse deler DLF-formand Anders Bondo Christensen.

"Det er klart, at når KL har et krav i en overenskomstforhandling, og vi på KL's krav indfører begrebet, så må KL sørge for, at overenskomsten rent faktisk bliver udmøntet", sagde han.

Det er ikke første gang Anders Bondo hører om problemet med kommunerne, der prøver at undslå sig, når det gælder om at give løntillægget til undervisningsvejlederne.

"Vi er opmærksomme på problemstillingen i overenskomsten. Vi følger det meget", sagde han og bad kredsene om sende eksempler ind til DLF centralt. Både eksempler, hvor kommunerne ikke har givet et løntillæg og eksempler, hvor de har givet løntillæg. .

"Jeg lover, vi vil forfølge det, og derfor har vi brug for eksemplerne ude fra jer – så står vi stærkere over for KL".