Undervisning af elever med særlige forudsætninger

Det drejer sig om at udvikle talent, påpeger Ole Kyed, der er en af de danske forskere, der igennem de senere år har sat fokus på de elever, der mistrives i skolen. Ikke fordi de ikke kan følge med. Men fordi skolen har svært ved at følge med dem. Skoleloven af 1993 fastslår, at undervisningen skal tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger. Det har i praksis været tolket som en forpligtigelse til at give en særlig tilrettelagt undervisning til de børn, der af den ene eller den anden grund har svært ved at følge med. Men denne bog beskæftiger sig med en anden gruppe, der i lige så høj grad har brug for noget andet end en gennemsnitsundervisning. Nemlig de elever, der kan det hele, eller i hvert fald det meste, i forvejen. Bogen indeholder sørgmodige beretninger af og om elever, der ikke alene har kedet sig bravt igennem deres skoletid. De har til tider også følt sig totalt overset af lærere, der tilsyneladende har ment, at det ikke var nødvendigt at beskæftige sig med den del af elevernes viden, der lå uden for det af læreren fastsatte pensum. Heldigvis får læseren dog også succeshistorier om lærere, der har haft mod til at gå utraditionelle veje såsom at sørge for, at højt begavede elever fik undervisning af en gymnasielærer nogle timer om ugen eller fik mulighed for at deltage i andre udviklende aktiviteter.

I bogen omtales den begrænsede forskning i emnet, der er tilgængelig her til lands. Her udvikles begreberne om, hvilke typer begavelser der kan være tale om, og hvad kompetencer egentlig er for noget. Herudover en række bidragyderes gode, reflekterende case-stories, en artikel om børn i eliteidrætten samt om en skole, hvor man med åben pande dyrker det særlige talent, nemlig Københavns Kommunes sangskole. Endvidere bidrager Kirsten Baltzer med en indsigtsfuld oversigtsartikel om intelligensteorier. Der er faktisk andre end Howard Gardner, der har beskæftiget sig med et differentieret intelligensbegreb, selv om de sjældent omtales i den praktiske skoledebat. Tiden er ikke til nivellering af vidensniveau. Klare Mål er ikke et mindstemål, som giver læreren lov til at ånde lettet op, hvis bare alle elever kommer over dumpegrænsem. Bogen lægger op til en nuanceret debat om elevers demokratiske ret til at få mest muligt ud af deres skolegang. Det opnås ikke kun ved at sætte elever med specielle begavelser til at træne deres svage sider, som ifølge bogen tilsyneladende er gængs praksis. Omvendt er der grænser for, hvor megen tid den enkelte lærer kan afsætte til at etablere særlige foranstaltninger. Og ikke mindst er der grund til at vurdere, om andre end barnets forældre kan få øje på det unikke. Men problemet kan ikke affærdiges med bekvemme afvisninger eller hverdagsbetragtninger om barnet som det hele menneske, der nok hellere skulle beskæftige sig noget mere med noget andet end det fag eller emne, som det er opslugt af. Denne bog kan medvirke til at systematisere debatten på skolerne, så talenterne får lov at blomstre.