Siden 2007 er fordelingen mellem elever i folkeskolen og fri- og privatskolerne kun gået én vej. Elevlisterne bliver længere i fri- og privatskolerne, mens de skrumper i folkeskolen. Nye tal fra Danmarks Statistik viser i dag, at 76,9 procent af eleverne grundskolen per 1. oktober 2016 var at finde i en folkeskole. Det er et fald på 0,5 procentpoint i forhold til året før.
Imens vælger stadigt flere at sende deres børn i fri- og privatskolerne, som for 10. år i træk oplever en fremgang i antallet af elever. 16,7 af de danske skolelever, eller det der svarer til hver sjette elev, har således en skolegang i en af landets fri- eller privatskoler. Det er en stigning på 0,4 procentpoint i forhold til 2015. Og dertil kommer efterskoleeleverne.
40.000 færre elever i folkeskolen
I 2007 gik 588.237 elever i folkeskolen, eller det der svarer til 81,4 procent alle danske elever i grundskolen. Det tal var i 2016 reduceret med tæt på 40.000 elever, mens fri- og privatskolerne i samme periode har oplevet en stigning på 26.000 elever.
Kigger man på danmarkskortet er der store lokale forskelle. I landets største kommune, København, har forældrene valgt at betale for skolegang til hver fjerde grundskoleelev, mens flere end hver tredje elev i Gribskov, Samsø og Nyborg går på en fri- eller privatskole. Læsø er den eneste kommune i landet, som ikke har en eneste elev i en fri- eller privatskole.
Tilføjet: Det fremgår nu af billedeteksten, at tallene fra 2005 og 2006 i tabellen over den historiske udvikling over andelen af elever i folkeskolen og fri- og privatskoler modsat de øvrige år kun dækker over elever fra 7., 8., 9. og 10. klassetrin. Dette bevirker, at andelen af efterskoleelever bliver markant større, mens andelen af elever i folkeskolen i disse år fremstår tilsvarende mindre.
Udviklingen fortsætter: 10. år i træk med færre elever i folkeskolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.