Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Udvidet skoledag øger muligheden for inklusion

I Horsens behøver man ikke vente på, at statsministeren får opbakning til sit forslag om, at eleverne i indskolingen skal gå i skole seks timer hver dag. Det gør de allerede i Horsens, og det giver plads til, at lærerne kan arbejde med inklusion.

Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
10 kommentarer
8. oktober 2010, kl. 09:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

10 kommentarer

Som gammel arbejderby ligger uddannelsesniveauet i Horsens under landsgennemsnittet. Derfor gør kommunen meget ud af at forebygge og gribe ind over for eventuelle problemer hos eleverne.

"Vi har udvidet skoledagen, så eleverne i indskolingen har seks lektioner om dagen. Det koster selvfølgelig, og der har været forslag fremme om at skære i timetallet. Men så vil vi være nødt til at åbne skolefritidsordningen i flere timer, så vi kan kun opnå en besparelse spare tre millioner kroner. Og vi får rigtig meget for de penge", sagde chefen for undervisningsområdet i Horsens, Anna Marie Illum, på den konference, som KL netop har holdt om, hvordan kommunerne kan blive bedre til at styre udgifterne til specialundervisning og til at inkludere flere børn i normalundervisningen.

Afmagt hos lærerne hindrer inklusion

Selv om elevtallet stiger i Horsens, holder kommunen udgifterne til specialundervisning i ro.

"Vi har ikke en voldsom høj specialundervisningsfrekvens. Det øgede timetal giver plads til en høj grad af inklusion, og vi arbejder med inklusionsfremmende støttekulturer, for vi tror på, at lærere og skoleledere gerne vil rumme eleverne. Men de skal føle, at de kan klare opgaven, for er der noget, der hindrer inklusion, så er det afmagt", sagde Anna Marie Illum.

Skolerne kan hente hjælp i kommunale videnscentre om henholdsvis læsning, AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel) og ADHD.

"Centrene rådgiver og vejleder skolerne og holder sig opdateret med den nyeste viden, som de giver videre til skolerne via faglige netværk. I begyndelsen blev videnscentrene brugt i undervisningen, men i dag mødes medarbejderne med lærere, der har brug for sparring", fortalte skolechefen.

300 lærere er uddannet i AKT

Videnscentrene kan ikke henvise til særlig pædagogisk bistand. Den opgave varetages af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, PPR.

"PPR behøver ikke nødvendigvis ekskludere børn fra normalområdet, men kan vejlede lærerne videre, når videnscentrets løsningsforslag ikke virker", understregede Anna Marie Illum.

En analyse af specialundervisningen i 12 kommuner viser, at desto flere lærere der er efteruddannet i specialpædagogik, desto færre elever segreres. Horsens Kommune satser på at udvikle lærernes kompetencer. 300 lærere har været igennem en uddannelse på 50 timer i AKT. Nogle af dem skal nu have en overbygning om, hvordan de rådgiver voksne. Derudover kommer alle lærere i løbet af tre år igennem på kursus i at bruge it i den almene undervisning og som inkluderende redskab.

"Vi er gået fra at beskrive vanskeligheder til at beskrive muligheder for udvikling. Derfor har skolerne ikke længere et specialcenter, men et resursecenter, som er skolens interne videnscenter. Det er en afgørende faktor for inklusion".

Endnu ikke i mål

Det var et gennemgående træk blandt oplægsholderne på KL's konference, at der skal et langt og sejt træk til, hvis man vil ændre kurs og inkludere flere elever end i dag.

Horsens begyndte arbejdet med inklusion for ti år siden, efter at en trivselsundersøgelse havde vist, at det var lærernes største udfordring. Derfor var der bred opbakning til at sætte ind her.

"Vi er ikke i mål, for det er ikke nok, at eleven er til stede i almenklassen. Inklusion skal italesættes, så vi får en fælles definition og forståelse af, hvad inklusion er. Vi har brug for en debat om, hvad der er almenundervisning, og hvad der ikke er", sagde Anna Marie Illum.

Hun opremsede fire faktorer, som er afgørende for inklusion:

- At eleven er fysisk til stede i sin lokale institution.

- At eleven anerkendes af medarbejdere og børn.

- At eleven deltager aktivt i fællesskabets aktiviteter.

- At eleven udvikler sig fagligt, socialt og personlighedsmæssigt.

10 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Udvidet skoledag øger muligheden for inklusion

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS