Af Signe Holm Larsen, Karing Larsen,
William Splidsboel
124 sider, 160 kroner
Alinea
'Udtryksformer' er en håndbog som kan give elever fra 6. klasse og opefter inspiration til, hvordan de kan udtrykke sig. Der er opslag om indsamling og bearbejdning af materiale, om forskellige genrer og et stort antal opslag om lyd, billede og kombinerede udtryksformer. Et opslags to sider har præsentation af området, forslag til, hvordan man kan arbejde med området, og en træningsopgave.
Det er væsentlige mål og væsentlige områder, bogen tager op. Med arbejdet med emne- og projektarbejde er det blevet særligt vigtigt at undervise eleverne i, hvordan de vælger de rette udtryksformer til at udtrykke netop deres indhold. Det er imidlertid et problem, at bogens forfattere har valgt at behandle mange og store områder på få sider. Når så omfattende begreber som 'Sammenhæng, afgrænsning og synsvinkel' skal forklares på to sider, må det blive i så generelle vendinger, at det bliver svært for eleverne at overføre det til deres arbejde med egne udtryk. Når udtryksformer som 'Foredrag' eller 'Musik og sang' skal behandles inden for to sider, må det blive en overfladisk introduktion.
Undtagelserne er enkelte mere konkrete og derfor mere anvendelige opslag, for eksempel 'Lydudstyr' eller 'Planche'.
Bogen kan inspirere, men bogens forklaringer er gennemgående så brede og abstrakte, at de ikke kan stå alene.
Bodil Nielsen
Udtryksformer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.