- et idékatalog
Redaktør Dorte Jeppesen
42 sider, gratis
Dansk Arbejdsgiverforening
Telefon 3338 9389, e-mail: abg@da.dk
Der er inspiration at hente, når erhvervslivet og uddannelsessystemet går i clinch med hverandre.
Dansk Arbejdsgiverforening udskrev år 2000 en prisopgave under overskriften 'Uddannelse og Erhvervsliv'. Fem opgavebesvarelser blev præmieret. Forfatterne til vinderopgaverne har beskrevet deres ideer i korte artikler, og disse er sammen med et resumé af ideer og forslag fra alle besvarelserne samlet i denne udgivelse. Blandt forfatterne er erhvervsfolk, undervisere fra forskellige uddannelsesinstitutioner, byrådspolitikere og studerende. Der er idéer til megen nytænkning i samspillet og samarbejdet mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner på alle niveauer. Flere opgaver kredser om at udvikle mulighederne for praktikophold i virksomheder og gør sig tanker om at højne kvaliteten i opholdene. Begrebet virksomhedsansatte lærere bringes på bane. Virksomhederne skal ansætte lærere på deltid til at planlægge indhold og forløb af praktikken, og lærerne skal derudover være brobyggere og netværksgeneratorer. De skal netop være deltidsansatte, så erfaringerne og ideerne kan få effekt både i uddannelsesinstitutionen og i virksomheden. Der tænkes i udvidede praktikordninger fra 6. klasse og op til 3.g, hvor eleven er i praktik hvert år. Under alle omstændigheder bør praktikophold være et mere fremtrædende element i alle uddannelser, siges det. På baggrund af praktikerfaringer i Holland foreslås en nyudvikling af en dansk praktikmodel indeholdende krav om internationalisering. Nye materialer og opgavetyper foreslås. Det er nødvendigt at få skabt fagligt-pædagogisk materiale, der i højere grad kan skabe kobling mellem undervisningssituationen og de problemopgaver, som kendetegner erhvervslivets hverdag. Materialer skal kobles direkte til specifikke virksomheder i lokalområdet, derfor foreslås der udviklet færdige undervisningsplaner i hver af Dansk Arbejdsgiverforenings regioner.--- En konsulentgruppe med deltagelse af folkeskolelærere, gymnasielærere og medarbejdere fra virksomhederne skal udarbejde disse. Idékataloget er inspirerende læsning og kan anbefales, og så er idéerne gratis.
Keld Andersen
Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.