Anmeldelse

Tysk, Engelsk, Fransk

Fremmedsprog i den danske skole

Af Signe Holm-Larsen

251 sider, 279 kroner

Kroghs Forlag

2001 var sprogåret, hvor fremmedsprog var i fokus. I den anledning har en del af de markante skikkelser inden for de senere års sprogpædagogik skrevet artikler om væsentlige aspekter ved udviklingen før og nu. Artiklerne udgives samlet i denne bog.

I mange år var fremmedsprog lig med latin og græsk, som var forbeholdt de få og dannede. Bogen stiller spørgsmålet, om det er rimeligt, at de to sprog gled ud af folkeskolen, så det nu kun er de meget få, der har et direkte indblik i den antikke kultur og dens sprog.

Ligeså problematiseres det, om andre fremmedsprog har en rimelig placering i skolen af i dag.

Tysk var det første af de moderne fremmedsprog i Danmark, og vi følger udviklingen fra 1700-tallets København og til nu, hvor faget ligesom fransk ikke har den store bevågenhed, undtagen fra dele af erhvervslivet, der efterlyser medarbejdere med større sproglige kompetencer ud over engelsk.

Sidstnævnte sprog er blevet den store sejrherre i vor tid, hvor diskussionen i disse år går på det rette starttidspunkt, som efter manges mening ligger betydeligt før 4. klasse. Der sammenlignes med forholdene i andre lande, ligesom der redegøres for udviklingen pædagogisk set, der er gået stærkt i de sidste hundrede år. I mange år var sprogundervisning tekstlæsning, hvor fokus nu er rettet imod mennesket, der vil tilegne sig et nyt sprog.

Bogen kan læses som et slags festskrift over sprogundervisning og har selvfølgelig interesse for alle os, der arbejder seriøst og engageret med sprogundervisning. Men skulle jeg ønske mig, at nogen andre læste den, måtte det være de politikere, der sysler med uddannelsesspørgsmål. Læsningen af bogen gør det ret tydeligt, hvilke interesser der rører sig, når indholdet i skolerne skal prioriteres. En grundig og kritisk læsning tydeliggør nogle af disse forhold og kunne danne en del af basis for videre beslutninger.

Karen Porsborg Nielsen