Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Trods ministerbesøg føler STU-overbygning sig stadig usikker på fremtiden

Undervisningsministeren besøgte torsdag flexuddannelsen, som er en overbygning til STU. Den kører som et forsøg, der er ved at udløbe, så fremtiden er uvis. Selv om ministeren viste interesse, gik de uddannelsesansvarlige ikke fra mødet med armene over hovedet.

Eleverne på flexuddannelsens lagerlinje i Ishøj mødte i går en engageret og nysgerrig undervisningsminister.

Foto: Glad Fonden
Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
16. august 2024, kl. 10:40
Start debatten

Flexuddannelsen en toårig erhvervsrettet uddannelse for unge med kognitive handicap, som gennem et struktureret forløb bliver klar til arbejdsmarkedet inden for køkken, detail, lager, grøn service eller – som noget nyt – pleje- og omsorg. Det er brancher, som i høj grad efterspørger kvalificeret arbejdskraft.

Flexuddannelsen er skabt af Glad Fonden og er tænkt som en overbygning til STU. Den kører som et forsøg under en særlig bekendtgørelse, der udløber til nytår. Desuden mangler der finansiering til at optage elever til næste år, så før sommerferien stillede SF’s Charlotte Broman Mølbæk undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) fem spørgsmål til uddannelsens fremtid, og i tirsdags spurgte Lotte Rod fra Radikale Venstre, hvad ministerens holdning er til at gøre flexuddannelsen permanent.

Ministeren udtrykker stor anerkendelse, men…

Det tyder på, at Mattias Tesfaye er godt klædt på til at besvare spørgsmålene. I hvert fald besøgte han i går lageruddannelsen i Ishøj, hvor han fik en rundvisning og talte med elever og uddannelsesansvarlige.

”Vi oplevede en minister, som var engageret, nysgerrig og udtrykte stor anerkendelse af vores arbejde og af nødvendigheden af det. Men han havde svært ved at komme med bud på, hvordan flexuddannelsen bliver fremtidssikret”, fortæller administrerende direktør Mikkel Holmbäck fra Glad Fonden.

“”I modsætning til STU mener vi ikke, at de unge skal have retskrav på flexuddannelsen, for det er vigtigt, at eleverne er motiverede og har lyst til at lære”, siger Mikkel Holmbäck fra Glad Fonden. Privatfoto

Glad Fonden etablerede flexuddannelsen som et forsøg i København, Esbjerg og Aarhus under beskæftigelseslovgivningen i 2018. Derudover kan en række nabokommuner visitere unge til uddannelsen. 68 unge er netop begyndt på uddannelsen, og der er sikret økonomi til, at de kan gennemføre.

Flexuddannelsen foregår som to års praksislæring med opbakning fra blandt andre faglærer, kolleger, kunder/gæster, vejleder og holdkammerater, så eleven føler sig anerkendt.

Glad Fonden vurderer, at 500 af de unge, som hvert år afslutter en STU, vil kunne fortsætte på den erhvervsrettede flexuddannelse, hvis den gøres landsdækkede.

Han peger på, at 43.000 unge står uden for uddannelse og beskæftigelse, og at Glad Fonden har dokumenteret, at flexuddannelsen åbner døren for beskæftigelse til unge med kognitive handicap. 138 af de unge, som har taget uddannelsen, er således i beskæftigelse i dag.

Det svarer til 80 procent af dem, der har gennemført flexuddannelsen.

”Det er unge, som ikke kan klare kravene på FGU eller andre etablerede uddannelser. Jeg har en oplevelse af, at Mattias Tesfaye vil have et enstrenget uddannelsessystem uden for mange øer rundt om, og vi passer ikke ind nogle steder. Men ligesom STU har sin egen bekendtgørelse, bør flexuddannelsen også have én, hvor STU’en giver adgang til at søge optagelse”, foreslår Mikkel Holmbäck.

Svært at se, hvad ministeren venter på

Trods ministerens interesse gik de uddannelsesansvarlige ikke fra mødet med armene over hovedet.

”Forsøgsbekendtgørelsen udløber den 31. december, og selv om den skulle blive forlænget, har vi ikke økonomi til at optage et hold næste sommer. Så flexuddannelsen er truet, for det tager et par år at gøre den permanent og fremtidssikre den. Derfor er det nødvendigt at gøre noget nu”, siger Glad Fondens administrerende direktør.

Han har svært ved at se, hvad undervisningsministeren venter på.

”Vi har lavet en fyldig og gennemarbejdet dokumentation af uddannelsens resultater. Af de 29, som afsluttede uddannelsen før sommerferien, gik 23 direkte ud i et flexjob. Virksomhederne ansætter vores elever, og de involverede kommuner betragter uddannelsen som et seriøst tilbud til en målgruppe, som ellers falder mellem to stole andre steder. Men vi har brug for en konkret udmelding fra ministeren, og det forventer jeg, at han vender tilbage med. Han lovpriste i hvert fald uddannelsen, da han talte med de unge”, siger Mikkel Holmbäck.

Mattias Tesfaye ventes at besvare spørgsmålene fra SF og Radikale Venstre i løbet af denne måned.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Trods ministerbesøg føler STU-overbygning sig stadig usikker på fremtiden

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS