Bogens forfatter, Larz Thielemann, har gennem 20 år arbejdet med hjernetræning for børn og har opnået en sjælden viden om hjernens funktioner og muligheder. Han mener, at børn kan lære stort set alt – også selv om de har diagnoser eller er kommet skævt fra start. Ordsprog sætter nemlig fantasien og tankerne i gang.
Bogens udvalg af ordsprog er fint og relevant, og hvert ordsprog behandles ud fra betydning, oprindelse, og hvad det er beslægtet med. Lad os tage ordsproget ”Øvelse gør mester”: Betydning: ”Når man er blevet god til noget, skyldes det, at man har øvet sig og dermed gentaget samme rutine mange gange”. Oprindelse: "Det er en gammel erfaring, at jo mere man øver sig på noget, jo dygtigere bliver man til det. Gentagelser ændrer hjernen, vi skaber nye forbindelser, de såkaldte synapser, der er forbindelserne mellem vores nerveceller". Beslægtet med: "Du kan, hvad du vil".
Forrest i bogen kan man læse en side med titlen ”Læs med børn” og endnu en med ”Sådan kan du gøre” med gode råd til forældre og til undervisere. Horst Dubiel står for de sjove og festlige tegninger, som man bliver glad i låget af at kigge på. En helt igennem festlig og samtidig tankevækkende og brugbar udgivelse, der kan bruges fra indskolingen og opefter.
Han har tidligere udgivet ”Sofies nye verden” (2010), ”Tag tyren ved hornene – sjove ordsprog om mennesker” (2014) og ”Ingen ko på isen – sjove ordsprog om dyr” (2013). Desuden ”Sådan hjælper du dit barn med særlige behov: ADHD, autisme, spasticitet, koncentrationsbesvær, hyperaktivitet, dyspraksi, hjerneskade” (2015/2017) og ”Hjernemad til børn med særlige behov – en inspirationsbog til den travle familie” (2019).
Tro kan flytte bjerge
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.