En lærer på skolen blev opmærksom på siden sidste torsdag og informerede skoleleder Torben Antonsen. Fredag eftermiddag besluttede lederen at bortvise de to elever, som havde oprettet siden, og yderligere en elev, som havde omtalt læreren særligt krænkende.
"Det er meget krænkende for læreren. I vores optik er det ligegyldigt, om det er på Facebook, mundtligt eller hvor det er. Hvis man siger eller skriver sådan noget, så har vi nogle grænser for, hvad vi vil acceptere", siger skoleleder Torben Antonsen.
"Mediet er ligegyldigt. Så længe indholdet er krænkende eller injurierende, så har vi en lovgivning på området, som siger, at det skal man ikke finde sig i".
Forældrene til de tre bortviste elever har ifølge skolelederen bakket ham op i beslutningen.
Få men krænkende indlæg
På siden kaldte eleverne en kvindelig lærer for en sæk og beskrev hende som klam.
"Det var ikke fordi, der var så mange indlæg. Langt de fleste havde ikke skrevet noget. Men der var brugt nogle ord om læreren, som klart ville opleves krænkende af enhver", siger skolelederen.
Det var det, der gjorde udslaget i hans beslutning om at bortvise de tre elever.
Eleverne, som er fra 7. og 8. klasse, måtte blive væk i to dage og er nu tilbage på skolen, hvor de har mødtes med læreren, som var centrum for hade-siden.
"Da eleverne fandt ud af, hvad det, de havde skrevet, betød for omverden, var de rigtig kede af det. De har taget afstand fra det, og de siger, at de ikke tænkte sig om, og de har beklaget det", siger Torben Antonsen.
Også mange andre elever har taget afstand fra siden og i løbet af det første døgn, efter siden var blevet opdaget, var der mange, slettede sig fra siden igen.
Elever kender nul-tolerance-politikken
Beslutningen om bortvisningen bygger på skolens nul-tolerance-politik, som blandt andet siger, at krænkende adfærd ikke accepteres. Eleverne kender politikken, for der er et opslag om den i alle klasser fra 6. klasse og op. Desuden besøger ledelsen hvert år de ældste klasser for at fortælle om politikken.
"Vi skønner, at de da har en alder, hvor de godt kan tage ansvar for egne handlinger", siger skolelederen.
Der er to mål med nul-tolerance-politikken. Den skal markere en grænse for, hvad man skal finde sig i, og så har den også et pædagogisk aspekt. I dette tilfælde har mange af klasserne fået sig en snak med deres lærere om etik, når de for eksempel bruger Facebook og sms. Denne positive effekt af en uheldig episode, glæder skolelederen.
Det kan ske for alle
Han fortæller, at lærerne på skolen oplever, at det kunne være sket for alle, at de pludselig blev omtalt på en hade-side.
"Der har ikke været episoder eller konflikter forud, så det er overraskende for os alle. Det har været en stor støtte for læreren, at skolen så klart har sagt fra, og det har også været en stor støtte, at så mange elever efterfølgende har sagt fra", siger Torben Antonsen.
Både skolelederen og forældre har nu meldt siden til Facebook, fordi den ikke overholder foraets egne regler for etik.
Tre elever bortvist på grund af lærer-hade-side på Facebook
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.