Til den andens bedste

Vejledning er en etisk handling. En vejleder er ikke vejleder for sin egen eller institutionens, men for den andens skyld. I arbejdsdagens jag kan dette aspekt nemt blive borte. Institutionens regler og politikere stiller krav om indsats, og i vejlederens samtale med den vejledningssøgende er den tredje faktor også altid til stede - magten. Bogen handler ikke om metoder og værktøjer, men derimod om de overvejelser, den veluddannede vejleder må gøre sig. Eksperten kan sine metoder, men det er mennesker, der berøres, og objektgørelsen truer.

Bogen vinkler i sine otte kapitler dette dilemma. Forfatterne, der underviser på Agder Universitet i Norge, er meget inspireret af filosoffen K.E. Løgstrups tanker om, at vi mennesker er hinandens forudsætninger og betingelser. Men er det nok, når den tredje faktor - magten - er på spil? Vejledningssamtalens egenart, vejledningens grænseproblematikker og positionen mellem menneske og system er temaer, der belyses med stor indsigt og flittig inddragelse af tænkere og filosoffer.  

Det er vejledning i bred forstand, især professionsfaglig vejledning, der behandles. Lærerens vejledning af eleven, lægen over for patienten, opgavevejledningen til den studerende, sagsbehandler og borger. Den acceptable vejledning, altså mindstemålet af kvalitet, kan beskrives, men kan den gode? Bogen kræver meget af sin læser, men det er yderst givende for den vejleder, der til tider kan føle sig voldført af forskrifter, krav og forventninger, og den bør være obligatorisk læsning på vejlederuddannelsen.