Selv om der er lærermangel i Danmark, er der ikke tusindvis af elever, der sidder uden en lærer i klassen. Kommuner og skoler ansætter lærere, der har en anden baggrund end læreruddannelsen.
"Det vi definerer som lærermangel, er når der er stillinger, der ikke kan besættes af uddannede lærere", siger formand for Lærernes a-kasse og næstformand i DLF Stig Andersen.
DLF har undersøgt lærermanglen i februar/marts i år. På det tidspunkt var der 1315 ikke-læreruddannede, der var ansat i en tidsbegrænset stilling i folkeskolen, 1263 personer uden en læreruddannelse var fastansat, og kun 143 stillinger var ledige. En del af de personer, der ikke har en læreruddannelse, kan være i gang med at tage den, mens de arbejder i folkeskolen.
På trods af de få reelt ledige lærerjob slår Stig Andersen fast, at der er lærermangel.
"Alle vores undersøgelser viser, at der bliver mangel på lærere de kommende år. Den bliver endda forøget. Det er der ingen tvivl om. Men det er ikke det samme som, at man kan få job her og nu og lige præcis der, hvor man gerne vil have det", siger Stig Andersen.
Han mener, at den væsentligste årsag til, at det i år er lidt sværere at finde et lærerjob i forhold til sidste år, er med kommunernes stramme økonomi.
"Der er nogle job, der er besat af folk med en anden uddannelse, og samtidig strammer den kommunale økonomi til, og man er lige nu efter det tidspunkt, hvor man normalt har det store antal ansættelser, så det er klart, at lige i øjeblikket er situationen lidt anstrengt. Men der er ingen tvivl om, at vi på sigt har brug for alle de lærere, vi overhovedet kan uddanne. Men der er ingen garanti for den enkelte om at få job lige nu og her", siger Stig Andersen.
Alle lærerjob er på jobnet
På jobnet skal arbejdsløse lærere registrere sig for at få dagpenge. Ligeledes er skolerne forpligtet til at lægge stillingsopslag ind, så man har de ledige stillinger samlet ét sted. Lige nu er der 264 lærerjob til 2770 personer, der søger job som folkeskolelærer.
"Jobnets hovedformål er at synliggøre ledige job, så jobsøgende kan gå ind og se de ledige stillinger, der er i Danmark. At vi så også har et tilbud til virksomhederne om, at de kan gå ind og søge i cv det er et tillægstilbud. Den letteste måde at få job på er ikke at blive kontaktet af arbejdsgiveren. Det er enten ved at besvare opslåede stillinger eller for eksempel at bruge sit netværk eller uopfordret ansøgning", lyder rådet fra fuldmægtig Kristjan Gundsø Jensen i Digital Arbejdsmarkedsservice, der står for Jobnet.
Ti gange så mange ansøgere som ledige lærerjob
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.