Konsulent Thorsten Pedersen siger med udgangen af juni 2009 farvel til DLF og goddag til en tilværelse som meget aktiv efterlønner.
Han har været ansat i DLF's sekretariat siden 1996. Hans foreningsmæssige engagement går imidlertid meget længere tilbage. I stort set hele sin tid som aktiv lærer har han været optaget af det fagpolitiske arbejde. Både som tillidsrepræsentant, som kongresdelegeret og som kredsstyrelsesmedlem. Hans store kendskab til, hvordan »virkeligheden« opleves uden for Vandkunsten, har han gjort god brug af i alle de arbejdsmæssige sammenhænge, han er indgået i. Thorsten har beskæftiget sig med flere store sagsområder i sin tid i foreningen. Siden 2002 har han primært været beskæftiget med foreningens kursusvirksomhed. Det har bragt ham i kontakt med mange medlemmer og tillidsvalgte, som helt sikkert alle husker ham for hans brede faglige viden og hans evne til altid at skabe en god stemning. Han har desuden haft ansvaret for den praktiske tilrettelæggelse og afvikling af foreningens kongresser. Mange delegerede vil derfor have lagt mærke til ham, når han - ulasteligt klædt og med et lille smil på læben - har dirigeret sekretariatet under omdeling af gule, grønne, orange eller lilla forslag.
Foreningen har sat stor pris på Thorstens altid positive og åbne væsen. Selv når han ikke umiddelbart er enig i det, der siges, gør han sig stor umage med at lytte til og forstå hensigten med det sagte.
Vi ønsker Thorsten Pedersen alt vel i mange år fremover.
Yvonne Monrad, kontorchef for DLF's kursus- og kompetenceudviklingsafdeling
Thorsten Pedersen siger farvel
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.