Thorødrenge

At være barn i et arbejderhjem i 1950'erne var ofte en tvivlsom fornøjelse. Skilsmisser, alkohol og arbejdsløshed kunne nemt spolere idyllen, og mange børn måtte leve med, at basale behov som mad, tøj og en smule tryghed var noget, man kunne læse om i bladene, og som ofte gik uden om baggårdene i de københavnske brokvarterer. En af lappeløsningerne var hjælpepakker fra Børnenes Kontor. Det let genkendelige tøj herfra tog nok det værste af kulden, men blev samtidig en uniform for ofrene for ubarmhjertig mobning.

Når hjemmet brændte sammen, stod Lærerforeningens kolonier parat til at tage sig af de værst udsatte. Bogen skildrer en af disse skæbner, idet forfatteren i lettere fiktiv form lader sit alter ego fortælle om stort og småt om dagligdagen på en koloni på øen Thorø i Lillebælt. Det kan være barske sager, for hakkeordenen skulle etableres, og det gældende kodeks for at være en rigtig dreng ser ud til at være hentet fra tidens drengebøger. Men der er også mange gode og positive oplevelser at berette om.

Bogen er ikke stor litteratur, men det giver den fine lille bog sig heller ikke ud for at være. Derimod er det god fortællekunst. For med sine forskelligartede elementer giver den læseren et troværdigt tidsbillede af børns tilværelse på livets skyggeside i 1950'erne, og så hører det ligesom med, at der er en lille smule gammel "Far til fire"-film over replikkerne.

Sentimental historie? Tja, jeg blev i hvert fald glad over at læse en slags solstrålehistorie om børns livsvilkår i en ikke så fjern fortid.