Tarans første rejse (1) / Taran og mørkeridderne (2) / Taran og borgen på øen (3) / Taran vandringsmand (4) / Kong Taran (5)

For mere end tyve år siden anmeldte jeg i disse spalter Lloyd Alexanders fem bind om grisepasserassistent Taran fra landet Prydain. Dengang var fantasy-genren ikke nær så overbefolket som i dag, og jeg var helt enig med Søren Vinterberg (dengang Information) i, at Taran-serien nok er placeret et sted midt mellem Astrid Lindgrens »Mio, min mio« og »Brødrene Løvehjerte« og Tolkiens store svimlende eventyr om ringene.

Som Tolkien er Alexander blandt andet inspireret af de gamle gæliske og walisiske sagn, og han får drejet en spændende og underholdende og overskuelig fortælling om den unge, rene Taran, der gerne vil være en helt i kamp for sit truede land, Prydain. Truslen kommer fra den onde fyrste Arawn, som har herredømmet over Svart-Urne, en sort gryde, der forvandler alle døde sjæle, der falder i, til udødelige mørkeriddere, rene desperadoer i krig.

Taran får følgeskab, hjælp og gode råd af en særdeles broget flok, der består af troldmænd, dværge, mærkværdige væsener og en skøn prinsesse. Vi bevæger os på evig rejse rundt i et farefuldt landskab og selvfølgelig er det en dannelsesroman, vi er havnet i: Til syvende og sidst handler det om: hvem er Taran? Han besejrer ondskaben, og han lærer derved sig selv at kende.

Det er dette identitetsprojekt, der fastholder i al fald min interesse for bøgerne. Og det er her, Lloyd Alexander adskiller sig velgørende fra de mange fantasy-fabrikanter, som skriver sig væk fra virkeligheden.

Taran-bøgerne er i år blevet genudgivet i nyt design. Steffen Rosenmeiers oversættelse står stadig flot og flydende. Jeg har fået at vide fra skolebiblioteket, at serien aldrig rigtig blev den helt store læsersucces. Det håber jeg genudgivelsen bliver. Det fortjener den.