Der er sket en positiv udvikling, siden forlagets første elendigt udstyrede tryksager kom for år tilbage, og det har vist sig, at der var et stort behov midt i læseelendigheden for seriøs og let læsning for begynderne og de kun lidt øvede.
Succesen med de 'rigtige' bøger fortsætter nu med blandt andre disse fire titler, alle med et lixtal på omkring 20. Bøgerne er med stift bind, glittet papir og masser af farvefotos af god kvalitet. Den enkle, overkommelige, opgavesatte tekst og illustrationerne virker oftest godt sammen og hjælper den uøvede læser på vej, og de lidt stærkere læsere kan hurtigt - til befordring af (selv)sikkerheden - tyre en bog igennem og dertil lære noget om bogens emne.
Første titel giver et ganske godt billede, præmisserne taget i betragtning, af det moderne Grønland, især naturen og menneskets forhold hertil. Om redningshelikoptere har vi flere titler, men denne er den lettest tilgængelige, selv om der er vanskelige begreber, som ikke forklares. Det samme gælder i øvrigt 'Landsbyen', hvor en kakkelovn nævnes flere gange, men den ses ikke på billederne, og der fortælles ikke, hvad det er. Vore dages børn ved det ikke. Hestebogen handler om islandske heste. Den generelle del er let læst, men mange sider handler om de forskellige gangarter, og her skal de små have forhåndsviden for at kunne følge med - men det har nogle nok også.
En del udsagn bliver i den ultrakorte form lige på kanten og lige kantede nok, som når det fortælles, at det kolde klima skyldes isen - det er måske lige omvendt. Eller når 'en fanger kaster sin harpun, og kort tid efter dræber han den med et skud'.
Til hjælp er der i bøgerne forklarende bokse, men måske havde det været en idé med en side med nogle tekniske forklaringer, om ikke andet så til den voksne læser, som så var bedre rustet til at hjælpe. I helikopterbogen optræder således både FLIR og CAD. Førstnævnte er et system med et infrarødt kamera, mens CAD er en pilots flyvernavn - men hvorfor de hedder sådan, nævnes ikke.
Men det er lækre og i hovedsagen gode og indbydende bøger, så de skal nok blive både solgt og læst.
Tag med til Grønland / Redningshelikopteren / Landsbyen / Jeg vil ride
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.