En kvinde med et kors stukket på i sine kønsdele.
Det motiv havde et par elever på Morten Børup Skolen i Skanderborg på deres tøj, en dag de kom i skole. Synet blev for meget for skolebestyrelsen, der har besluttet, at den ikke ønsker at se eleverne i tøj med symboler, der signalerer satanisme, nazisme, racisme eller kønsundertrykkelse.
Det har fået en far, Finn Holten Hansen, til at skrive et åbent brev til politikerne i Skanderborg. I brevet sætter han 'uønsket' lig med 'forbudt' og kalder beslutningen for et indgreb i elevernes ytringsfrihed.
Skoleleder Hans Christian Stensgaard er ikke enig.
- Det er aldrig rart med et forbud, for det kræver, at der er mulighed for sanktioner. Og vi kan hverken flå tøjet af eleverne eller smide dem ud af skolen på grund af disse symboler. Det er langt bedre at tage en debat med eleverne om, hvorfor de går med dem, og det har vi da også gjort, siger Hans Christian Stensgaard.
Finn Holten Hansen er ikke i tvivl. Han slutter sit åbne brev sådan: 'Situationen er absurd, og jeg skal henstille til de politiske ansvarlige, at I belærer skolebestyrelsen om, at den ikke bør søge konflikt med brugerne om disses livssyn. At selvforvaltning ikke betyder, at man efter forgodtbefindende kan gøre en folkeskole til en sekterisk, religiøs privatskole. Og sluttelig, at ledelsen af en stor kommunal institution må have større ting på programmet end pynten på elevernes bluser.'
Symbol-slagsmål
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.