For dig, der arbejder med sundhedsfremme, er bogen en guldgrube til refleksioner over sundhedsbegrebets mange dimensioner. Forfatterne, der består af et bredt panel af eksperter inden for sundhedsfremme i kommunen, lægepraksis med mere, kommer vidt omkring: Hvad gemmer der sig reelt bag sundhedsbegrebet? Hvordan kan sundheden fremmes? Hvem bærer ansvaret? Og de mange andre tanker, der knytter sig til sundhed.
Netop de mange tanker - og for den sags skyld også ganske mange forfattere - bliver bogens akilleshæl. Selvom redaktørerne prøver at skabe en rød tråd gennem bogen, bliver det en noget rodet affære, hvor man som læser sidder tilbage med en oplevelse af at være blevet klogere uden at have lært noget, der kan bruges direkte i det daglige arbejde. Ærgerligt, når der til bogtitlen er knyttet ordene "få mennesker du møder til at vokse".
Men måske er redaktørernes vigtigste formål med bogen netop det at tvinge læseren til refleksion. I givet fald gør de det hæderligt, om end der også her må rejses kritik for at væve ganske meget rundt i visse emner. Årsagen er tydeligvis, at så mange forfatteres bidrag skal svejses sammen til én enhed, og det er svært. Hvor svært, bliver allermest tydeligt, når man på side 226 får "fornøjelsen" af at gennemlæse et længere tekstafsnit, der også befandt sig to hundrede sider tidligere i bogen.
Denne redaktionelle brøler skal ikke ses som kendetegn for bogen som helhed. Men den illustrerer, hvor svært det har været at holde budskaberne kontante og undgå gentagelser og drøvtyggeri på emner, der kunne have været behandlet langt hurtigere og dermed have givet bogen en helt anden dynamik.
Sundhedsfremme i hverdagen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.