"Styr på læsning" er et engangsmateriale til 8.-9. klasse, som giver eleverne mulighed for at arbejde med og få et overblik over vigtige elementer i læsningen. Det kan give læreren en tryghed at vide, at eleverne har været omkring væsentlige og grundlæggende elementer i læsningen.
Materialet kommer omkring tekstbestemmelse, læseforståelse, læsehastighed, teksters sværhedsgrad og oplæsning. Tekstvalget er varieret og motiverende, og opgaverne styrer eleverne gennem relevante diskussioner. Tekster og opgaver har et tydeligt og overskueligt layout. De grundlæggende farver er sort/hvide med en violet til at fange opmærksomheden.
Det er ikke et materiale, som kan stå alene, på den måde at når eleverne har arbejdet med hæftet, kan de det, de skal kunne. Materialet er et supplement til den øvrige dansk- og fagundervisning, og det kræver undervisning. Et godt udbytte af opgaverne forudsætter, at lærere og elever gennemgår og diskuterer opgaverne. Det er ikke et materiale, som eleverne bare kan arbejde løs i. Flere gange, mens jeg gennemgik materialet, manglede jeg en lærervejledning, som kunne guide mig igennem de opgaver, hvor der ikke er entydige svar.
Brugt på den rigtige måde er "Styr på læsning" et rigtig godt supplement til læseundervisningen. Det giver mulighed for diskussioner mellem eleverne indbyrdes og mellem lærere og elever. Det giver også overblik og mulighed for repetition.
Styr på læsning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.