Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Skolefravær

Stigende mistrivsel betyder flere konflikter mellem skole og hjem

Både skole og forældre oplever samarbejdet omkring elever i mistrivsel som konfliktfyldt, viser en ny rapport fra Socialt Udviklingscenter.

Dorte Andreas og kvinde, der taler i mobiltelefon

”Jeg tænker, at nogle af de forældre, der ikke har tillid til systemet, er nogle af dem, der ikke kunne få den hjælp, de har efterspurgt," siger skoleledernes formand Dorte Andreas (t.v.).

Foto: Frandsen Fotografi & Dmitry Ageev (red. Folkeskolen)
Dagmar Gellert-Jespersen
Dagmar Gellert-Jespersen Journalist
Start debatten
20. oktober 2026, kl. 06:00
Start debatten

Mistrivsel og langvarigt ufrivilligt skolefravær er en af de problematikker, der giver anledning til flest konflikter i skolehjemsamarbejdet.

Det viser nye tal fra en stor undersøgelse fra foreningen Socialt Udviklingscenter.

Her svarer 6 ud af 10 grundskoleledere, at antallet af konflikter med forældre er steget i løbet af de seneste tre–fem år.

71 procent af skolelederne svarer, at det er, når skolen ikke kan imødekomme forældrenes forventninger, at samarbejdet med forældrene begynder at bryde sammen.

Flest skoleledere (65 procent) peger på, at konflikterne handler om uenighed med forældrene om, hvad der er barnets behov, og at forældrene ofte er kritiske overfor for skolens indsats (53 procent) i forhold til deres barn.

Tallene er første del af en større undersøgelse, der først præsenteres i sin fulde form til januar, og den bygger på svar fra 625 grundskoleledere, 45 kommunale skolechefer og 123 forældre til børn i mistrivsel.

Uenighed om barnets behov

Spørger man skolecheferne, er skolefravær og skolevægring det emne, der fylder mest på de kommunale skolepolitikernes dagsorden. Og overgår dermed emner som økonomi og inklusion.

Ude på skolerne svarer tre ud af fire skoleledere, at de ikke altid har de nødvendige muligheder for at handle, når de har et barn, der har det svært. Det skyldes bl.a. lange ventetider hos PPR og specialtilbud.

Blandt forældrene svarer 9 ud af 10, at de føler, at de står alene med ansvaret for at få hjælp til deres børn.

Det er et genkendeligt billede

Formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas kan godt genkende billedet, rapporten tegner.

”Det er meget meget genkendeligt. Som skoleleder står man lidt magtesløs, hvis man har forsøgt forskellige indsatser, og der ikke er noget, der virker. Der er ikke altid mulighed for at hjælpe de elever og familier, som er ramt af skolefravær og mistrivsel,” siger Dorte Andreas.

Det håber hun, at der bliver lavet om på med det nye statslige Videnscenter mod fravær samt udsigten til flere penge til folkeskolen fra Christiansborg.

Læs også

Featured image for Skolens parter havde ønsker med til nyt videnscenter: Særligt ét gik igen
Fravær

Skolens parter havde ønsker med til nyt videnscenter: Særligt ét gik igen

Ligesom et tættere samarbejde med PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.) og børne- og familieafdelingerne i kommunerne vil være afgørende, tilføjer hun.

”Ud over flere ressourcer håber jeg, at videnscenteret kommer med viden om nogle konkrete tiltag, man ved virker. Alle forsøger at gøre noget lige nu, men lad os lære af hinanden, så vi kan sætte ind de rigtige steder så hurtigt som muligt,” siger Dorte Andreas.

Om undersøgelsen

Resultaterne bygger på spørgeskemaundersøgelser blandt 45 skolechefer, 625 skoleledere og 123 forældre.

Forældrene er fundet i forældrefællesskaber på sociale medier for forældre, der har børn i skolevægring. Derfor er det forældre med den erfaring, der har besvaret spørgeundersøgelsen. Svarene er altså ikke repræsentative for skoleforældre generelt.

Kun syv procent har høj tillid

Undersøgelsen viser også, at kun få af forældrene til børn i mistrivsel har stor tillid til, at skolen kan håndtere barnets situation. Den lave tillid går igen, når forældrene bliver spurgt til de enkelte faggrupper i skolen.

Og det kan føre flere dårlige ting med sig, peger rapporten på.

Den lave tillid kan gøre det konstruktive samarbejde sværere og resultere i konflikter mellem skole og forældre, som en skoleleder også udtrykker det i rapporten.

”Vi gør os umage med at lytte til forældrene, så de føler sig hørt. Det betyder ikke, at vi altid kan tilbyde eller handle på deres ønsker,” siger skolelederen om det, at nogle forældre ikke oplever, at der sker handling og ikke føler sig lyttet til.

Dorte Andreas forstår godt, at det svækker tilliden til systemet, når der ikke er handlemuligheder til at hjælpe en elev.

”Jeg tænker, at nogle af de forældre, der ikke har tillid til systemet, er nogle af dem, der ikke kunne få den hjælp, de har efterspurgt, og skolen har nok ikke haft de ressourcer, der skulle til for at hjælpe eleven,” påpeger Dorte Andreas og fortsætter.

”Og hvis man som familie oplever, at der ikke er blevet sat tidligt nok ind, så er der stor risiko for, at de mister tilliden,” mener hun.

En tredjedel af skolelederne svarer, at deres skole har faste procedurer for at håndtere mistrivselssager, og kun hver fjerde skoleleder oplever, at kommunen har en tydelig strategi til sådanne sager.

På skolerne med faste procedurer vurderer 73 procent af lederne, at deres medarbejdere er godt rustet til samarbejdet med forældrene. På skolerne uden faste procedurer oplever 47 procent af skoleeleverne, at deres medarbejdere er rustede til samarbejdet.

Har ikke de rette redskaber

Mange skoleledere svarer, at de mangler redskaber til at håndtere situationer med elever i mistrivsel. Sådan lyder det fra syv ud af ti.

”Nogle forældre oplever, at skolen ikke gør nok, selv om skolen reelt arbejder inden for de rammer og muligheder, der er til rådighed. Mange konflikter mellem skole og hjem er derfor ikke et resultat af manglende samarbejdsvilje,
men af et system, hvor den nødvendige hjælp til barnet ikke er tilgængelig, når behovet opstår,” siger en skoleleder i undersøgelsen om samarbejdet med forældrene.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Stigende mistrivsel betyder flere konflikter mellem skole og hjem

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS