Jeg stiller op til hovedstyrelsen, fordi vi har behov for en mere offensiv fagforening - en fagforening, hvor lærerværelsets dagsorden til alle tider er hovedstyrelsens dagsorden.
Vi er en mangfoldig medlemsskare i DLF. Men behovet for ordentlige løn- og arbejdsvilkår er vi fælles om.
I disse år sparer kommunerne overalt på folkeskolen. Lærere tvinges på mødeplan, eller faktortiden beskæres. Med en decentral arbejdstidsaftale er det blevet den enkelte kreds og de enkelte medlemmer, som står med den udfordring.
Samtidig er tusindvis af lærere fyret på grund af besparelser, og de tilbageblivende har fået til opgave at inkludere flere elever uden de fornødne resurser.
Vi er lærere, og vi tager vores job alvorligt. Men vi er også lønmodtagere. At sikre alle medlemmer reallønnen er en grundlæggende præmis for en fagforening. Det lykkedes ikke ved OK11. Vi skal være mere ambitiøse i 2013.
For vi kan forandre vores vilkår. Det kan vi gøre ved at styrke medlemsengagementet og fællesskabet i DLF.
Hovedstyrelsen skal markere, at læreren er skolens vigtigste resurse - og at vi skal passe godt på skolens resurser.
I hovedstyrelsen vil jeg arbejde for:
- at forbedre lærernes arbejdsmiljø, i særdeleshed i forhold til inklusionsopgaven. Vi har bla behov for flere lærere, lavere klassekvotienter, pædagogisk ledelse og arbejdsgiverfinansieret efteruddannelse.
- en central, professions-arbejdstidsaftale som sikrer alle lærere samme vilkår uanset, hvor i landet, vi arbejder
- at sikre reallønnen og fjerne lokalløn fra alle overenskomstområder. Al løn skal være centralt aftalt for at sikre den enkeltes løn
Læs og se mere på anesoegaard.dk
Stem nye og stærke kræfter i hovedstyrelsen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.