Fra forfatterens side er der med udgivelsen af denne bog tænkt på hjælp til pædagoger, lærere og forældre, men også talepædagoger kan med stor fordel læse bogen.
Bogen er fyldt med gode besvarelser på mange af de spørgsmål, vi bliver mødt med, specielt fra bekymrede forældre.
Svarene er enkle, veldokumenterede og først og fremmest direkte brugbare.
Bogen giver dels svar, men har også en grundig gennemgang af teorier, fakta og holdninger, der knytter sig til det at stamme.
Der er en god fordeling mellem teorierne og de gode råd, og sproget er befriende direkte. Bogen bærer præg af forfatterens psykologiske baggrund. Således er der et afsnit, der meget fint beskriver tanker og følelser hos det stammende barn, som de kommer til udtryk gennem tegninger.
Bagest i bogen findes gode litteraturlister, både til pårørende og til professionelle. Der er desuden en liste over tilgængelige videoer på både dansk, svensk, engelsk og amerikansk, hvoraf størstedelen retter sig mod skolebørn.
Desværre mangler 'Talelyst - stammeangst'. En film om småbørn, der stammer, og deres forældre. Den findes på de fleste PPR-kontorer (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).
Med denne bog er pædagoger og undervisere virkelig godt forberedt til mødet med det stammende barn og ikke mindst med dets forældre.
Stammende børn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.