Børnehaveklassens "formålsparagraf" i den nye bekendtgørelse lyder: "Undervisningen i børnehaveklassen skal være med til at lægge fundamentet for skolens arbejde med elevernes alsidige personlige udvikling ved at give det enkelte barn udfordringer, der udvikler barnets nysgerrighed, videbegær og lyst til at lære, og gør barnet fortroligt med skolen". Det understreges i bekendtgørelsen, at "leg skal udgøre et centralt element i undervisningen med vægt på legens egenværdi og læring gennem leg og legelignende aktiviteter".
Bekendtgørelsen lægger vægt på børnehaveklassens rolle som et fundament, som den videre undervisning i skolen kan bygge på og som bindeled mellem hjem og daginstitution og videre til skole og fritidsordning.
Bekendtgørelsen fastlægger seks temaer, der som minimum skal rummes i løbet af børnehaveklassen: Sprog og udtryksformer, naturen og naturfaglige fænomener, det praktisk musiske, bevægelse og motorik, sociale færdigheder samt samvær og samarbejde. Bekendtgørelsen rummer en indholdsbeskrivelse af hvert enkelt tema. Børnene skal blandt andet lære at "skelne mellem tal og bogstaver", og de skal "gøre erfaringer med at meddele sig gennem tegning og skrift, herunder såvel almindelige som selvopfundne tegn, bogstav- og skriftformer" og "udbygge deres naturfaglige forståelse, herunder begreber som tid og rum, årets og døgnets gang samt vejret".
Bekendtgørelsen er nu sendt til høring hos en række interesseorganisationer, herunder Danmarks Lærerforening. Der er høringsfrist den 28. maj.
Sprogstimulering, naturfag og motorik i børnehaveklassen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.