Sprogligt set

Finland og Norden

Det nordiske sprogfællesskab er en realitet. Danskere, nordmænd og svenskere kan tale sammen på deres modersmål - og efter nogle ugers tilvænning forstår man hinanden. Det kan danske håndværkere, erhvervsfolk, pædagoger og politikere tale med om.

For de finsk- og islandsktalende er de centralskandinaviske sprog vanskeligere at tilegne sig. Endnu er dansk stærkt placeret på Island (jo, man kan både skrive i og på Island!), men det er navnlig det danske skriftsprog, der kommer i betragtning som brugssprog. Ganske vist gives der både i grundskolen og den videregående skole systematisk undervisning i dansk (eller svensk og norsk), men det er ikke let for islændinge at forstå talt dansk, navnlig ikke for de unge. Men som man har kunne høre for eksempel i Kontrapunkt, er der på Island stadig kredse, der behersker et meget tydeligt og velformet dansk.

I Finland er svensk vigende; det er modersmål for cirka fem procent, forståeligt for nogle finsk-talende, uforståeligt for mange. Dansk og norsk er næsten håbløst. Det er derfor problematisk at fastholde finnerne i sprogfællesskabet, og med landets optagelse i EU flyver flere og flere hen over Skandinavien, orienteret mod EU. Og kulturelt er det finske Finland meget, meget langt fra Centralskandinavien.

Men det taler man ikke om. Man er så ivrig efter at tilgodese finnerne og den skandinavisk-talende minoritet i Finland, at man komplicerer den interskandinaviske kommunikation gennem tolkning eller tvinger nordiske kolleger til at bruge engelsk som forhandlingssprog. Vi andre sidder og bliver dårligere og dårligere til at forstå hinanden - i stedet for at forlange af finnerne, at de bruger deres eget adgangskort til det nordiske kulturfællesskab: svensk.

Professor Higgins